Ødelagt vandpark i Glyngøre kan ikke reddes

Dommen var hård da Jens Kristian Poulsen fra Thy Sejlmager i går besigtigede de ødelagte, oppustelige elementer, der tilsammen udgør Glyngøre Vandpark.

I onsdags blev de fleste af elementerne skåret op med en stor kniv, og meget få af dem kan reddes. Det skriver TV Midtvest.

– De store ting er hårdest ramt og er desværre lige til at smide væk. Der er meget lidt, der kan reddes. De har skåret igennem fire til seks lag, så de har haft en god skarp kniv, og de har også haft godt ved den, lyder vurderingen fra Jens Kristian Poulsen.

Vandparken har en værdi af omkring 300.000 kroner. Desværre er der ingen forsikring, som har ønske at forsikre parken, som er den største af sin slags i Skandinavien:

–  Vi har en ansvarsforsikring, men den kan jo ikke bruges i dette tilfælde, fortæller Lotte Bodilsen, initiativtager til Glyngøre Vandpark.

Hun tvivler på, at en ny legeplads på vandet bliver klar til denne sommer – også selvom støtten og opbakningen til vandparken er enorm. For selvom det skulle lykkes at indsamle midler nok til at købe en ny vandpark; så skal elementerne importeres langvejsfra:

– Vi kan ikke bare sådan få fat i nye elementer, som bliver produceret i Kina. Måske får vi nogle af de små ting op, som kan repareres, siger hun.

Sidste år var der 15.000 besøgende i vandparken, som er en gratis forlystelse, der drives af frivillige.

LÆS OGSÅ:

Forsikring dækker ikke omfattende hærværk

 

Forfatter

Related posts

Top