Nyt team til Sol og Strand i Klitmøller

Med Cold Hawaii, Nationalpark Thy og en afslappet stemning er det ikke underligt, at Klitmøller er en populær feriedestination. Efter en fremragende sæson med mange udlejninger i 2018 byder Sol og Strand i Klitmøller nu velkommen til et nyt og stærkt team, som er klar til 2019-sæsonen.

Bureauchef hos Sol og Strand i Klitmøller Bente Krabbe Toftdal glæder sig til at byde de nye folk velkommen:

– Det går rigtig godt med feriehusudlejningen her i Klitmøller, og med vores nye team står vi endnu stærkere, så vi har ressourcerne til at give alle den bedste service.

Det nye team på fire kommer udover Bente Krabbe Toftdal til at bestå af den nye souschef Walther Jensen, som trods sin unge alder har mange års erfaring fra sommerhusbranchen, samt de to bureauassistenter Jette Krogh og Martin Kanstrup, der begge har stor erfaring inden for turistbranchen. Derudover bliver der ansat en ny servicemedarbejder på fuld tid, som kommer til at betjene feriehusene.

Martin Kanstrup er ny hos Sol og Strand i Klitmøller, hvor han fra den 1. februar bliver ansat som bureauassistent. Martin Kanstrup er oprindeligt thybo, men har boet i udlandet i mange år, hvor han både har været guide og arbejdet i hotelbranchen. Senest kommer han fra en stilling som receptionist på Comwell Hotel Aarhus – og til februar rykker han altså helt hjem til Thy.

Walther Jensen og Jette Krogh er begge kendte ansigter på lokalbureauet i Klitmøller. Walther Jensen er født og opvokset i Lild Strand, og pr. 1. december bliver han souschef hos Sol og Strand i Klitmøller. Jette Krogh kommer fra Aars i Vesthimmerland og fortsætter som bureauassistent på Sol og Strands kontor i Klitmøller.

Sammen med det nye team ser Bente Krabbe Toftdal nu frem til at gå ind i en ny sæson, og med områdets populære status har hun positive forventninger til 2019:

– Klitmøller og Vorupør har i de seneste år oplevet en massiv positiv opmærksomhed fra både jyder og sjællændere, som bl.a. er meget interesserede i det helt særlige surfermiljø omkring Cold Hawaii. Området omkring Klitmøller og Vorupør har derfor udviklet sig til at blive et attraktivt og autentisk feriested ved Vesterhavet, og det blomstrende forretningsliv, restauranter, kunst og kultur mv. smitter af på interessen for at holde ferie i området, siger hun og fortsætter:

– Derudover har vi jo mange unikke begivenheder i området – også om vinteren. Vinterbadefestivalen i Vorupør trækker fx flere tusinde besøgende, og jul og nytår er også en slags minisæson, hvor feriehusudlejningen igen skaber travlhed.

Forfatter

Related posts

Top