Nyt bygningsreglement giver udfordringer

Den 1. Juli 2016 er en skarp dato for landets håndværkere, ingeniører og arkitekter. Her afløser det nye bygningsreglement BR15 det gamle reglement. Det betyder, at der er utrolige mængder af nye regler, bl.a. håndværkerne skal forholde sig til.

Temadag skal kaste lys over reglerne
Derfor har den lokale erhvervsforening for lavenergibyggeri Passivhus Nordvest sammen med EUC Nordvest og Thy Erhvervsforum taget initiativ til en temadag om emnet.

Medlem af Passivhus Nordvests bestyrelse og energirådgiver Jan Høilund Christensen har taget kontakt til Energitjenesten Nordjyllands leder Marianne Bender, for at få hende til at komme og lede en temadag på EUC Nordvest.

– Det er afgørende vigtigt at områdets håndværkere følger med og kender reglerne, så de ikke bygger ulovligt, forklarer Jan Høilund Christensen, og han uddyber, at BR15 er regelgrundlaget for alt byggeri, og det derfor er ekstremt vigtigt, at professionelle er inde i reglerne.

BR15 får betydning for kunderne
Det nye bygningsreglement kommer til at berøre alle bygherrer. Fra de helt store til villaejeren, der skal have nyt tag. Blandt andet siger BR15, at hvis en energibesparelse er rentabel indenfor produktets levetid, så skal den udføres.

Skal du f.eks. have nyt tag og håndværkeren observerer, at du mangler isolering. Ja, så skal der også isoleres, da denne energiforbedring henter sig hjem i tagets levetid.

Derfor er det vigtigt at håndværkeren er opmærksom på dette fra start, således kunden er informeret. Det vil få stor betydning i en situation, hvor taget skal finansieres, da der så både skal hentes lån hjem på det nye tag og isoleringen.

Temadag på EUC Nordvest
Jan Høilund Christensen håber, at temadagen for BR15 på EUC Nordvest vil trække både mester og svende til, da det er vigtigt, at så mange som muligt på byggepladsen kender de nye regler.

Arrangementet vil blandt andet behandle, hvilke nye regler der er kommet for byggeriet. Hvilke regler der gælder for ombygning, udskiftning og tilbygning og også nye emner som eco-design.

Temadagen vil foregå på Det Hybride Læringscenter på EUC Nordvest, den 19. Maj klokken 14.00 til 19.00.
Mødet er åbent for alle, men henvender sig til lokale professionelle.

Foto : Bertel Bolt-Jørgensen

 

 

Forfatter

Related posts

Top