Nyt besøgscenter indviet i Østerild

Nu kan offentligheden blive klogere på, hvad der sker på vindmølle-testcenteret i Østerild.

Det er muligt, efter at den røde snor i weekenden blev klippet foran et nyt besøgscenter, som skal servicere de 30.000 gæster, der årligt kommer til Thy for at se de gigantiske test-vindmøller fra bl.a. Vestas og Siemens.

– Danmark er førende indenfor vindenergi, og det er rigtigt flot, at man etablerer det her center, så også vi ganske almindelige borgere får mulighed for at se, hvordan et testcenter fungerer, siger Lars Christian Lilleholt, energi-, forsynings- og klimaminister, Venstre til TV MidtVest.

– Ingen havde jo forestillet sig tilbage i tiden, at det skulle blive en publikumsmagnet, hvor turister og danskere og alle mulige bare har lyst til at komme og se, hvordan en vindmølle fungerer, siger ministeren.

Ny undervisningsmulighed
Det er Realdania, Thisted Kommune, Vindmølleindustrien og DTU, der står bag. Det nye besøgscenter skal formidle viden om møllerne og vindenergiens muligheder til de besøgende gæster. Også undervisere i lokalområdet får gavn af det nye besøgscenter.

– Skoleelever vil nu også have en mulighed for at komme til Østerild og lære om energi lige her, hvor det bliver trukket ud af den blå luft. Naturfagslærer får unikke undervisningsmuligheder gennem de nye undervisningsfaciliteter, som vi stiller til rådighed her, sagde borgmester i Thisted Kommune, Lene Kjelgaard Jensen i sin tale ved åbningen.

Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Flere gæster
Folkene bag forventer, at besøgstallet bliver øget til 50.000 gæster om året i det nye center – For enten at se vindmøller eller for at nyde den omkringliggende natur.

– På DTU glæder vi os til både at give besøgende mulighed for at få en ordentlig præsentation af Testcenter Østerilds aktiviteter og vindenergien i den danske og globale energiforsyning. Samtidig glæder vi os til at få bedre kontor og mødefaciliteter, hvor vi og industrien kan modtage danske og udenlandske gæster, fortæller Peter Hjuler, vicedirektør i DTU Vindenergi.

Det nationale testcenter for store vindmøller i Østerild blev indviet i oktober 2012. Ind til nu har der kun været plancher, brochurer og omvisninger på stedet. Det er det, der nu er lavet om på.

Der er i dag anlagt syv møllepladser i testcenteret. Inden for de næste par år vil der blive anlagt yderligere to testpladser.

Bragt i samarbejde med TV MidtVest.

Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Forfatter

Related posts

Top