Nyt afstandsråd giver fuld skoledag til de fleste

Skolerne har fået en pludselig håndsrækning fra Sundhedsstyrelsen, efter at anbefalingen om to meters afstand mellem personer søndag er ændret til en meter i de fleste tilfælde.

Langt flere af de ældste elever i 6.-10. klasse kan eksempelvis nu vende tilbage i skole 18. maj, forudser formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, fra Thisted.

Han understreger samtidig, at han idag skal have et møde i Børne- og Undervisningsministeriet, som vil gøre skolerne klogere på, hvad ændringen præcist betyder.

– Men de ældste elever kommer mere i skole. Jeg forventer, at alle elever vil komme i skole, og hovedparten vil komme i skole, i det der nok svarer til en fuld skoledag, siger Claus Hjortdal.

Claus Hjortdal. Foto: Skolelederforeningen

Anbefalingen om en meters afstand betyder, at klasserne nu ikke i samme grad som tidligere skal spredes ud på flere klasselokaler.

Det betyder også, at flere lærere vil blive frigivet. Dermed kan flere elever komme tilbage og få undervisning.

– At man ændrer afstandskravet til én meter, gør en verden til forskel på, hvordan vi kan have alle eleverne ude på skolerne, siger Claus Hjortdal.

Forskellige mødetider
Skolerne står dog stadig med en række udfordringer, som de ændrede anbefalinger ikke løser, forklarer formanden.

– Vi skal eksempelvis møde ind på forskellige tidspunkter, fordi vi ikke må møde på én gang. Det går meget godt på en stor byskole, hvor børnene bor tæt på skolen.

– Men vi har mange skoler ude på landet, hvor der kun kører en bus om morgenen og om eftermiddagen, siger Claus Hjortdal.

Han peger også på, at skolerne skal forsøge at give børnene så få forskellige lærere som muligt. Det kræver et større logistisk arbejde, og nogle lærere er selv i risikogruppen og kan derfor ikke indgå i undervisningen i øjeblikket.

Derudover skal hver skole have styr på kravene til håndvask, håndsprit, toiletbesøg og rengøring.

/ritzau/

Foto: Dueholmskolen

Forfatter

Related posts

Top