Nye projekter klar til dyst om Lokalfavorit-penge

Syv vidt forskellige projekter der har to ting til fælles: De gør en forskel for lokalsamfundet og drives frem af lokale ildsjæle. Nu kan alle med lokal interesse være med til at beslutte hvordan de 50.000 kroner i Lokalfavorit-puljen fra Thisted Forsikring skal fordeles blandt de syv fantastiske initiativer.

Folkene bag de syv projekter vil give den fuld skrald på de sociale medier for at samle opbakning og trække stemmer hjem til netop deres gode idé. For at stemme skal man gå ind på www.thistedforsikring.dk/lokalfavorit. Hvordan de 50.000 kroner skal fordeles, offentliggøres den 20. juni. De tre initiativer der modtager flest stemmer, får henholdsvis 25.000 kroner, 15.000 kroner og 10.000 kroner i støtte.

– I Thisted Forsikring ser vi det som en af vores fineste opgaver at støtte lokalsamfundet. For os som virksomhed er det en værdi at tage et socialt ansvar, ikke en omkostning. Det er motivationen bag Lokalsikringsprisen og – som en vigtig del af det – at vi lader alle vores lokale medborgere være med til at beslutte hvordan 50.000 kroner skal fordeles blandt de udvalgte Lokalfavoritter, siger Dennis René Petersen, administrerende direktør i Thisted Forsikring.

Han er overrasket over projekterne og deres kvalitet.

– Og sikke nogle flotte initiativer! Næsten 250 ansøgninger har vi fået til Lokalsikringsprisen. Det er nærmest væltet ind, og vi er blæst bagover af det lokale engagement vi ser, ikke bare i de syv udvalgte initiativer, men i alle de idéer og projekter der er blevet sendt ind til os. Det har været en benhård udvælgelse, og vi er rigtig stolte af at kunne præsentere de syv Lokalfavoritter, lyder det fra Dennis René Petersen.

Han fortæller også at selve Lokalsikringsprisen, ud over fordelingen af 50.000 kroner blandt Lokalfavoritterne, også rummer uddelingen af 150.000 kroner til endnu flere lokale projekter blandt de indkomne ansøgninger. Modtagerne offentliggøres den 27. juni 2016. Afstemningen skydes i gang i dag løber frem til den 19. juni kl. 23:59 – og projekterne er :

En sikker vej for store og små
Lastbilerne suser ad hovedvej 34s som skærer midt igennem landsbyen Haderup. På en 135 meter lang strækning af vejen må byens borgere gå i rabatten langs autoværnet, uhyggelig tæt på de 5.000 biler og lastbiler der kører forbi i løbet af et døgn. Det har borgerne i Haderup besluttet sig for at lave om på! Projektet Lys i mørket og bedre skolevej/handicapadgang handler om etablere en mere sikker vej. Projektet drives frem af Haderup og Omegns Borgerforening.

Æbler og ildsjæle
En lille by fuld af ildsjæle – og æbler der bare venter på at blive presset til dejlig most! Bonderup bobler igen af liv. Den lokale købmandsbutik er samtidig en socialøkonomisk virksomhed med deltagelse af frivillige fra landsbyen. Nu er landsbyens plan at mødes hvert efterår og sammen presse most af æbler fra Bonderup-borgernes egne haver. Projektet drives frem af borgerne i Bonderup.

Fristed og støtte til vores hjemvendte veteraner
Veterancafé Skive er et fristed for alle veteraner der har været udsendt på Danmarks vegne. For nogle kan det være svært at vende tilbage til hverdagen. Og nogle har mistet tilliden til systemet. I caféen er tanken at veteran støtter veteran. Her er der nogen der lytter, som ved hvad det handler om. Caféen søger midler til bærbare pc’er som kan bruges i rådgivningen af veteraner og undervisning af veteranernes børn, og til storskærme som kan anvendes til foredrag og fælles aktiviteter.

Plask og skumsprøjt i 4D
I Glyngøre vil borgerne lave en flydende legeplads på fjorden fuld af adrenalinsus. En 4D-oplevelse i vand i en tid hvor børn og unge ofte sidder ved skærmene i hver deres hus efter skole. Glyngøre Borger- og erhvervsforening samler derfor midler ind til både legeplads, våddragter og redningsveste til udlån så vandhunde og legebørn i alle størrelser kan bruge legepladsen.

Fart i skoven – og plads til alle
Skovene i Legind og Sindbjerg har mange glade gæster. Ikke alle færdes i skoven til fods. Nogle kører på to hjul og helst med lidt fart og spænding i hjulsporet – de kører på mountainbike. Nu vil medlemmerne i Morsø Cykelklub lave et etableret cykelspor til MTB-kørerne. Formålet er at organisere kørslen ikke kun til glæde for MTB-folket, men også af hensyn til skovens andre gæster. Så kan alle færdes trygt og godt i naturen, uanset hvordan de vælger at komme frem på stierne.

Et fedt klublokale til de unge skatere
En skaterklub med masser af unge og gang i den med events og sammenhold – og klublokale der trænger til en kærlig hånd. Bedsted Skaterklub holder til i et gammelt Fiat-værksted. De unge ønsker sig sækkestole, små café-borde, nogle barstole og et bar-bord, og en storskærm så de kan se film, spille og hygge sig. Og så skal lokalet have en god gang maling. Det handler ikke kun om at skate, men også om fællesskab og de unges første møde med frivillighed. De unge er nemlig med til at drive de mange aktiviteter i klubben.

Musikken løber rundt
I Thyholm er Løbe- og Cykelklubben med i nærmest alt der foregår i byen. Ildsjælene hjælper til ved en lang række arrangementer, også alt det der ikke handler om løb. For eksempel har klubben samlet ind til en hjertestarter til byen, og medlemmerne har været på plejehjemmet for at hjælpe med at rulle beboerne op til en begivenhed i byen. Nu ønsker klubben sig et musikanlæg som de kan bruge til de mange lokale arrangementer og til træning. Det sker under mottoet Musikken løber rundt for ung som gammel.

Forfatter

Related posts

Top