EUC Nordvest udvider nu sit uddannelsesudbud med en ny akvakulturuddannelse med tydelig maritim profil. Målet er at dække et stigende behov for arbejdskraft i en branche i kraftig vækst.
Akvakultur – opdræt af fisk, skaldyr og tang – er blandt verdens hurtigst voksende fødevareerhverv, og udviklingen stiller nye krav til kompetencer.
– Vi ser en branche, hvor udviklingen går stærkt – både teknologisk og i forhold til bæredygtig fødevareproduktion. Derfor er det afgørende, at uddannelserne følger med. Med vores tilgang til akvakulturuddannelse samler vi maritime og fødevarefaglige kompetencer på en ny måde, så eleverne bliver rustet til hele værdikæden, siger direktør Hans Chr. Jeppesen.

Uddannelsen forankres på tværs af North Sea College og Nordic Food College, hvor eleverne får både maritime og fødevarefaglige kompetencer.
– Vi står med en unik mulighed for at samle stærke fagligheder og skabe en uddannelse, der matcher erhvervets behov – både i dag og i fremtiden. Det giver nye karriereveje for unge og styrker samtidig den blå fødevaresektor i vores område, siger Hans Chr. Jeppesen.
Uddannelsen varer cirka tre år og veksler mellem skole og praktik.
Hos Morsø Kommune bliver initiativet også taget godt imod.
– Det er en rigtig god nyhed, at vi nu får en akvakulturuddannelse på Mors. Uddannelsen retter sig mod en branche i vækst og har samtidig national rækkevidde, siger borgmester Jens Dahlgaard.




