Ny stor satsning i Thisted Sejlklub

To nye både er ankommet til Thisted Sejlklub. To både der skal være startskuddet til, at sejlsport i Thisted igen bliver attraktivt for unge mennesker.

– Sejlsport er fantastisk, og det vil vi rigtig gerne have den nye generation til at få øjnene op for, fortæller Simon Kristensen, der er formand for Thisted Sejlklub.

J/70-båden er fyldt med action
De to nye både er af typen J/70, og er både, der giver rig mulighed for action, fart og spænding på vandet. Bådene henvender sig både til klubbens ligasejlere samt klubbens unge talenter med ambitioner om ligasejlads. De to både giver endvidere ungdomsafdelingen i Thisted Sejlklub en introduktion til kølbåds- og kapsejlads, når de vokser fra jollesejlads. Med indkøbet af de to både håber Thisted Sejlklub på at kunne tiltrække og fastholde endnu flere unge sejlere.

Sparekassen Thy og Thy-Mors Energi har hver givet flotte bidrag, der har gjort det muligt for Thisted Sejlklub at indkøbe de to både:

– Det er en fantastisk aftale, der gør det muligt for os at skabe optimale træningsvilkår for unge sejlere. Vi kan træne teknik og opbygge erfaring – og samtidig afvikle match på vandet i de to både til træning, fortæller formanden for Thisted Sejlklub, Simon Kristensen.

Lokalt sponsorat
– I Sparekassen Thy støtter vi i forvejen en lang række initiativer og aktiviteter, der er med til at skabe liv og udvikle Thy og Mors. Dette projekt sætter fokus på brugen af vores fantastiske fjord og området omkring sejlklubben, og dermed en naturlig del af det at være bosat her i området, lyder det fra Ole Beith, direktør i Sparekassen Thy.

Ole Beith, direktør i Sparekassen Thy.

– Med dette projekt er vi i Thy-Mors Energi med til at skabe et godt fundament for, at Thisted Sejlklub på sigt bliver større – og forhåbentligt kan klubben blive en del af Thisted Kommunes brand ”Cold Hawaii Inland”. Sejlklubben vil arbejde aktivt for at styrke og udvikle Thisted Brednings potentialer for maritime friluftsaktiviteter, og ambitionerne om at gøre sejlklubbens aktiviteter til en del af et større kommunalt projekt, gør det interessant for os at investere i projektet, uddyber Lars Peter Christiansen, adm. direktør i Thy-Mors Energi.

Lars Peter Christiansen, adm. direktør i Thy-Mors Energi Foto : Thy Mors Energi

Uden Sparekassen Thy og Thy-Mors Energi var dette projekt aldrig blevet en realitet. Så præcist udtrykker initiativtagerne fra Thisted Sejlklub det.

Kom og prøv!
Thisted Sejlklub er i øjeblikket ved at uddanne flere instruktører ligesom der arbejdes på at udbyde firmaevents, foreningsture m.v. i de nye både.

Simon Kristensen forventer, at der kan trænes tirsdag, onsdag og torsdag aften i de nye både.
Der vil senere blive en officiel indvielse af bådene, og vi håber, at rigtig mange vil komme forbi til et kig og en tur på fjorden i de nye både. Og det gælder selvfølgelig både nuværende sejlere og potentielle.

Indvielsen vil blive meldt ud i dagspressen, ligesom aktiviteterne med de nye både kan følges på Facebooksiden ”Thisted Sejlklub J70”.

Forfatter

Related posts

Top