Ny lukkelov skal styrke butikslivet og udviklingen lokalt

Danmarks lokalsamfund skal styrkes gennem mere handelsliv, flere arbejdspladser og en styrkelse af den lokale turisme. Derfor er regeringen, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre enige om en modernisering af lukkeloven.

Butikker i bymidter i byer med under 16.850 indbyggere får mulighed for at holde åbent på lukkedage, og det gøres lettere for alle kommuner at holde butikkerne åbne i forbindelse med arrangementer på lukkedage. De nuværende lukkedage er 1. og 2. juledag, nytårsdag, skærtorsdag, langfredag, 1. og 2. påskedag, Kristi himmelfartsdag og 1. pinsedag.

Derudover afsættes yderligere 10 mio. kr. til en pulje for borgerdrevne dagligvarebutikker. Der var i forvejen afsat 6,6 mio. kr. til denne indsats i regeringens landdistriktsudspil.

Med den nye aftale opsiges det gældende forlig om lukkeloven med virkning fra næste folketingsvalg. Partierne er enige om fra næste folketingsvalg at indgå et nyt forlig, der viderefører det hidtidige forlig uændret bortset fra ovenstående justeringer, og at gennemføre ændringerne, så de kan træde i kraft efter næste folketingsvalg.

Arkivfoto: Mors Handel

Forfatter
Top