Ny direktør på Morslands Historiske Museum

Siden den tidligere leder, Brian Wiborg, fik job på Viborg Museum, har Morslands Historiske Museum været på jagt efter en ny museumsdirektør. Denne har museet nu fundet i nuværende museumsinspektør ved Museum Vestfyn, Erik Chalatsis, som tiltræder på Mors den 1. april.

Uddannet fra Syddansk Universitet
Erik Chalatsis er uddannet i historie og samfundsvidenskab fra Syddansk Universitet og har en bred erhvervsmæssig baggrund. Før han blev involveret i museumsbranchen, var han i fem år ansat i det private erhvervsliv, hvor han arbejdede med logistik og indkøb inden for fødevarebranchen.

I 2010 blev han projektansat på Østfyns Museer, hvilket førte ham videre til en stilling som afdelingsleder på Bork-Vikingehavn, der er en afdeling under Ringkøbing-Skjern Museum.

Siden 2012 har Erik Chalatsis været museumsinspektør på Museum Vestfyn i Assens, hvor han i en periode fungerede som konstitueret leder.

Ledererfaring har den nye direktør for Morslands Historiske Museum desuden fra sin tid inden for det danske forsvar, og han har således været oversergent i kamptropperne.

Stærkt afløser
I Assens har museets nye leder blandt meget andet haft ansvar for formidling, skoletjeneste og udstillinger. Han har deltaget aktivt i det tværfaglige arbejde med andre kulturaktører i kommunen og eksempelvis været med til at udvikle tiltaget ”Historisk event”, der nu på tredje år succesfuldt har sat ekstra fokus på kulturarven i Assens Kommune.

– Med ansættelsen af Erik er vi sikre på, vi har fundet den helt rette mand til at videreføre den gode udvikling, museet er inde i. Både på Vestfyns Museum og i Bork Vingehavn har Erik Chalatsis markeret sig som en nytænkende og kreativ person, der er en dygtig formidler af kulturarven. Eriks idéer omkring formidling og museumsvirksomhed går rigtig godt i spænd med de visioner, såvel bestyrelse som medarbejderehar for den fremtidige udvikling af Morslands Historiske Museum, siger bestyrelsesformand for Morslands Historiske Museum, Bente Lyndrup.

Morslands Historiske Museum har i den 44-årige Erik Chalatsis fået en leder, som man er sikker på vil passe godt ind i museets eksisterende personalegruppe.

– Vi har lige fra den første samtale haft et godt indtryk af Erik. Han er er en åben, humoristisk og meget omgængelig person med et vindende væsen, som vi er sikre på vil falde rigtig fint ind på museet fra første dag. Vi glæder os alle til, at han overtager tøjlerne den 1. april, lyder det samstemmende fra administrator Henny Holm og museumsinspektør Anders Have Espersen, der har fungeret som konstituerede ledere af museet siden november.

Forfatter

Related posts

Top