Limfjordsteatret inviterer til urpremiere på ny forestilling inspireret af en kendt havmåge
Siden jul har prøverne på Limfjordsteatrets nye børneforestilling taget fart – og teatret glæder sig til at invitere børn i alderen 3-7 år og deres voksne til urpremiere i Thy lørdag 28. februar kl. 14.
”Jeg kan flyve” er en sanselig, ordløs forestilling om mod, nysgerrighed og om at opdage, at man kan mere, end man tror. Den er inspireret af klassikeren ”Jonathan Livingston Havmåge” og instrueret af Limfjordsteatrets direktør Gitta Malling, der har stået bag mange af teatrets børneforestillinger.
– Jeg har længe haft lyst til at arbejde med Richard Bachs meget filosofiske fortælling, og få hans tanker formidlet videre i børnehøjde. Det bliver en historie om, at vi som mennesker har forskellige styrker, og at vi kan meget mere, end vi ofte går og tror. Hvis bare vi tør kaste os ud i det, siger Gitta Malling.

Den vildeste måge
Hun har håndplukket to talentfulde dukkespillere og performere, Evy Arnsbjerg Brygmann og Bianka Drozdik, som begge er uddannet på den anerkendte Ernst Busch School of Performing Arts i Berlin.
– Jeg så dem i forestillingen ”Paperlicious” og var imponeret over deres dygtighed, og var heldig at få dem hevet til Mors, hvor de er rykket ind i vores skuespillerhus, siger Gitta Malling
De tre har sammen med scenograf Andrea Lindeneg arbejdet forestillingen frem, der handler om to meget forskellige piger og drømmen om at flyve – med Jonathan Livingston Havmåge som inspirationskilde. Med på scenen får de den vildeste måge, kreeret af den anerkendte dukkemager, Katrine Karlsen, som også lavede dukkerne til Limfjordsteatrets voksenforestilling ”Matilda-effekten”.
”Jeg kan flyve” får premiere på Limfjordsteatret i Thy, og rykker derefter til Mors, hvor den kan opleves den efterfølgende lørdag. Efter forestillingerne kan kreativiteten foldes ud i teatrets caféer, hvor børnene og deres voksne kan lave deres egen havmåge af pap og fjer.
Spilledatoer:
Lørdag 28. februar kl. 14.00, Limfjordsteatret Thy, Frederiksgade 5, Thisted
Lørdag 7. marts kl. 11.00 og 14.00, Limfjordsteatret Mors, Limfjordsvej 97, Nykøbing
Billetpriser: Børn 55 kr., voksne 85 kr. inkl. gebyr
Medvirkende: Evi Arnsbjerg Brygmann og Bianka Drozdik Idé og instruktion: Gitta Malling Scenografi, kostumedesign og illustration: Andrea Lindeneg Dukkemager: Katrine Karlsen Lyd, lys, rekvisitter og scenebyg: Robyn Halkjær og Stine Gøttrup Scenebyg: Bjarne Blaabjerg og Ib Andersen Systue: Betina Herløv Møller Dramaturgassistent: Caroline Geertsen Foto: Lars Horn, Baghuset






