Nu skal alle nye cigaret- og tobakspakker være helt ens

Fra i dag skal alle nye cigaretpakker, snusdåser og andre tobaksprodukter laves i helt ens, neutrale pakker.

Det betyder, at alle pakkerne vil få en grumset-grøn farve, og producentens navn vil stå ens på alle pakker.

Allerede producerede pakker kan dog i en overgangsperiode sælges frem til april 2022. Derfor vil der heller ikke lige med det samme være en stor forandring at mærke.

De nye regler er en del af en handleplan for at nedbringe børn og unges rygning, som Folketinget har vedtaget. Planen har blandt andet også indført krav om røgfri skoletid, og at tobak skal gemmes væk i butikkerne.

Disse tiltag virker, vurderer Niels Them Kjær, der er chef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse. Derfor forventer han også, at det nye tiltag vil få en effekt i Danmark.

– Man får stoppet en mulig reklame, som har eksisteret i mange år. Det er den sidste reklamesøjle, som tobaksindustrien har haft, fordi mange eksempelvis har deres cigaretpakke liggende på bordet på en café, siger han.

Da det er en lov i Danmark, at alle tobaksvarer skal være forsynet med sundhedsadvarsler, vil de neutrale pakker fortsat have en tekst- og billedadvarsel på pakken.

Flere lande har allerede indført de neutrale cigaretpakker. Det gælder blandt andet Norge og Australien, der har haft succes med det.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top