Nu kan virksomheder også få støtte til investeringer

Såvel EU som den danske stat har afsat mange midler til den grønne omstilling. Og som noget nyt, kan der også opnås støtte til virksomheders grønne investeringer.

Der findes mange støttemuligheder for små og mellemstore virksomheder. De fleste virksomheder kender godt til mulighederne for støtte til kompetenceudvikling og konsulentbistand. Men nu åbnes der altså også op for støtte til investeringer.

– Virksomheder kan modtage op til 150.000 kroner i medfinansiering af grønne investeringer, fortæller erhvervskonsulent Per Kristensen fra Thy Erhvervsforum.

Der kan blandt andet søges støtte til investering i maskiner, udstyr og certificeringer/miljømærkninger. Støttens størrelse afhænger af, hvor langt virksomheden er kommet i den grønne omstilling.

– Er man først lige gået i gang eller skal til at begynde, så er der en grænse på 50.000, mens virksomheder, der allerede er godt i gang kan søge om støtte på op til 150.000 kroner til grønne investeringer, fortæller Per Kristensen.

Han forklarer afslutningsvis, at det herudover også fortsat er muligt at modtage støtte til både konsulentbistand og kompetenceudvikling. Lige nu er der derfor mulighed for at opnå en samlet støtte på op til 360.000 kroner i forbindelse med et grønt omstillingsprojekt.

Forfatter

Related posts

Top