Nu kan alle stemme om støtte til lokale projekter

Vinterbadere, vandreture i nationalparken og oase i den lille landsby er blandt de gode idéer som kan modtage støtte fra Thisted Forsikring ved afstemning om hvem der skal være Lokalfavorit.

Vanen tro indbyder Thisted Forsikring nu alle til at stemme om hvilke af nogle udvalgte lokale projekter der skal modtage støtte. Afstemningen om de fem Lokalfavoritter løber frem til den 21. november kl. 23.59.

Oase i Tødsø
Tødsø vil noget. I Tødsø flytter børnefamilierne til, og det lokale liv blomstrer. Byens midte er desværre præget af tiden før opgangen, og hvor der engang lå skole, børnehave og bank, findes nu en ramponeret græsmark.

Sådan skal det dog ikke fortsætte, hvis det står til borgerforeningen. I fællesskab vil byens beboere skabe et rekreativt område, et samlingspunkt for store og små, men særligt et legeområde for byens børn. Borgerforeningen søger støtte til materialer og en anlægsgartner.

Stem her

Sallingsund FC Renovering af klubhus
Et fodboldklubhus kan meget mere end blot at være tag over omklædning og fælleslokaler. Det er klubhuset for Sallingsund F.C. i Glyngøre bevis på.

Her er klubhuset nemlig samlingspunkt for alle der har lyst til at være med, både dem der spiller fodbold, og dem der ser på. Med fodbold som omdrejningspunkt åbnes der op til en bred vifte af arrangementer som eksempelvis sommerbio og Champions League finale.

Klubben søger om støtte til renovering af klubhuset der er fra 1970.

Stem her

Sauna til vinterbaderne i Thisted
De fleste vil nok mene at det kræver rimelig meget rygrad at hoppe i Limfjorden en råkold januar morgen.

Nogle kan måske slet ikke forstå trangen. Men interessen og fællesskabet omkring vinterbadning er voksende, og entusiasterne bag Thisted Vinterbadeforening arbejder for at vandet bliver tilgængeligt for alle der har lyst.

Foreningen tæller på nuværende tidspunkt 84 medlemmer. De søger støtte til materialer til en sauna til klublokalerne ved Søbadet i Thisted.

Stem her

Rescue Camp i Durup og Glyngøre
Havet og fjorden åbner for en masse sjove og sunde aktiviteter. Men for at det kan være rigtig sjovt at bruge vandet, skal sikkerheden være på plads.

Durup IF Svømmeklub og Glyngøre Vandpark er gået sammen om at sætte fokus på sikkerhed og sjov i vandet. De to foreninger vil lave en Ocean Rescue Camp, et større vandsportsevent, hvor børn og unge vil blive undervist i vandsikkerhed i en sjov og hyggelig kontekst.

Der søges støtte til udstyr og uddannelse af livreddere.

Stem her

Thy Hike
Maria og Rosa vil have folk ud og opleve Nationalpark Thy.

De to unge iværksættere mener at vi alle har brug for at trække stikket ind imellem, og fra egen erfaring ved de hvor meget blot tre dage ude i smuk og vild natur kan gøre.

Derfor har de igangsat Thy Hike. En årligt event hvor eventyrlystne deltagere med teltet på ryggen vandrer gennem de bedste spots i Nationalpark Thy under kyndig vejledning.

Der søges støtte til udarbejdelse af logo, grafiske materiale og hjemmeside.

Stem her

Forfatter

Related posts

Top