Nu graves Hundborgstenen fri

Fredag morgen starter Koldby Entreprenører gravemaskinerne, og begynder at arbejdet med at grave den cirka 170 tons tunge og cirka 4×5 meter store Hundborgstenen fri. Der er dog ikke tale om en totalt fritlægning på nuværende tidspunkt, men et stykke arbejde der skal være med til endeligt at bestemme, hvor stor og tung stenen rent faktisk er.

Fundet af Hundborgstenen strækker sig langt tilbage, faktisk flere årtier, da den tidligere ejer stødte på den under pløjning af markerne. Den nuværende ejer af jorden er Knud Møller Pedersen, og han ser frem til at arbejdet omkring stenen går i gang.

– Alle skal være velkomne til at komme forbi og se maskinerne arbejde, så længe de passer på det som vokser på markerne omkring den, fortæller Knud. Møller Pedersen.

Hvis stenen viser sig at være så stor som anslået, eller endnu større, vil den også blive flyttet til et nærliggende område.

– Både udgravning, flytning og etablering af en plads til parkering og ophold ventes at kunne holdes inden for de 500.000 kr., som der er afsat til formålet i budgettet for områdefornyelsen, fortæller Rene Melgaard Nielsen, projektleder i Thisteds Kommune.

Stenen er allerede på vej til at skrive sig i historiebøgerne som den (måske) 3. største sten i Jylland, og både sammenslutningen af danske og grønlandske geologiske undersøgelser (GEUS) samt en række andre institutioner og medier er interesserede i begivenheden.

Foto: Thisted Kommune

Forfatter
Top