Nu får DF sit dyrepoliti

Dansk Folkeparti har i årevis kæmpet for at få indført et dyrepoliti, og med finansloven for næste år er der afsat penge til en dyrevelfærdsenhed.

Regeringen og støttepartiet har afsat 38 millioner kroner på finansloven over de kommende fire år til dyrevelfærdsenheden. DF tøver ikke med at kalde det et dyrepoliti.

Til TV2 Nyhederne uddyber Karina Due, som er dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti.

– Jeg siger dig, jeg er så glad. Dansk Folkeparti har jo kæmpet for det her de seneste 15-20 år. Nu er det endelig en realitet. Det er simpelthen så fantastisk, siger dyrevelfærdsordføreren.

Tre specialiserede dyreværnsenheder skal placeres rundt om i Danmark, men det vides endnu ikke hvor. Enhederne skal høre under politiet og bestå af betjente, der er uddannet til at håndtere sager om dyremishandling. Hvis der bliver fundet vanrøgtede dyr et sted i landet, skal de kunne rykke ud. Desuden skal de efterforske og for eksempel optrevle ulovlig import af hunde.

Sidste år afviste justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ellers at oprette et dyrepoliti, selv om han forstod idéen bag.

Dyrevelfærdsordføreren afviser, at de 38 millioner kroner kunne bruges bedre i en tid, hvor politiet klager over manglende ressourcer og tid til at klare deres job.

– Jeg kan sagtens forstå, at butiksejerne for eksempel er frustrerede over, at politiet ikke kommer, når de anmelder et butikstyveri, men vi må bare ikke glemme dyrene, siger Karina Due til TV2.

/ritzau/

Foto: Rigspolitiet

Forfatter

Related posts

Top