Tømmergårdens forretninger i Nordjylland bliver nu helt formelt en del af Davidsen-kæden. Det meddeler Davidsen, som fra den 1. juni 2025 byder velkommen til Tømmergaardens 17 forretninger og godt 400 medarbejdere i Nord- og Midtjylland. Konkurrencemyndighederne har godkendt handlen.
“Vi er rigtig glade for, at vi nu kan byde både kunder og nye kollegaer velkommen i Davidsen. Med overtagelsen styrker vi vores tilstedeværelse markant i Nord- og Midtjylland, hvor vores kunder får endnu nemmere ved at finde en lokal Davidsen-forretning i deres nærområde”, siger Henrik Clausen, adm. direktør i Davidsen, og fortsætter:
“Det er en veldrevet virksomhed, vi overtager, og det er vigtigt for os at videreføre det gode fundament, som medarbejdere og ledere i Tømmergaarden har bygget op gennem stærkt lokalt kendskab og tætte kunderelationer. Nu ser vi frem til at samle det bedste fra alle verdener til glæde for kunder og samarbejdspartnere”.
Lokalt fokus fastholdes, mens visuelle forandringer er på vej
Snart bliver skiltene på facaden udskiftet med Davidsens blå farve, mens de velkendte ansigter i forretningerne og den lokale forankring består.
Klaus Hansen og Mogens Holst, som hidtil har stået i spidsen for Tømmergaarden, fortsætter i Davidsen som henholdsvis regionsdirektør i Nordjylland og trælastdirektør i Thisted – og de ser frem til at bygge videre på Tømmergaardens solide, lokale fundament.
“Vi har set frem til denne dag og glæder os nu til at tage hul på det næste kapitel som en del af Davidsen. Det er en styrkeposition for os at blive en del af en stor og professionel koncern med gode værdier og et langsigtet fokus på lokal tilstedeværelse”, siger Klaus Hansen, regionsdirektør i Nordjylland i Davidsen. Han tilføjer:
“Vi kender både markedet og kunderne i det nordjyske rigtig godt, og vi vil fortsat gøre alt for at levere nærværende og kompetent rådgivning med fokus på det lokale behov. Samtidig ser vi frem til at få adgang til Davidsens brede sortiment og logistiske set-up, som kommer både lokale kunder og medarbejdere til gode“.
Opkøbet af Tømmergaarden er det sidste af tre større opkøb, som Davidsen har gennemført siden sommeren 2024. Tidligere er både Roslev Trælasthandel A/S og CF Petersen & Søn A/S blevet en del af koncernen.
Med Tømmergaarden vokser Davidsen nu til i alt 48 forretninger i Danmark og en enkelt i Grønland – med godt 1.650 medarbejdere.
Indhold og fotos : Davidsen A/S