Nordjysk tvivl om hjælp ud af alkoholmisbrug

43 procent af nordjyderne ved ikke, hvor de skal gå hen, hvis de eller deres nærmeste skal have hjælp mod alkoholproblemer. Det viser en spørgeundersøgelse, som Voxmeter har lavet for Blå Kors Danmark.

I Danmark har alle ret til behandling mod alkoholmisbrug, og det er kommunerne, som har pligt til at tilbyde behandling. Men flere end fire ud af ti af dem, som bor i Region Nordjylland ved altså ikke, hvor de skal gå hen, hvis de eller deres nærmeste skal have hjælp mod alkoholproblemer.

– Vi ved, at der er mange flere, som er afhængige af alkohol, end der er mennesker i behandling for det. Derfor er det et stort problem, at så mange ikke ved, hvor de skal gå hen for at få hjælp, hvis de drikker for meget, eller en i familien gør det, siger Blå Kors Danmarks generalsekretær, Christian Bjerre og fortsætter:

– Det er nødvendigt, at flere alkoholmisbrugere kommer i behandling, hvis vi skal problemet til livs og ikke mindst forebygge, at deres børn får problemer. Så folk skal vide, hvor de skal gå hen, hvis de har alkoholproblemer eller deres pårørende har det. Og behandling og rådgivning skal være lettilgængeligt, siger Christian Bjerre.

31 procent foretrækker privat behandling
Samme spørgeundersøgelse fra Voxmeter viser, at næsten hver tredje, 31 procent af nordjyderne, foretrækker et privat behandlingstilbud frem for at komme i behandling på et kommunalt misbrugscenter.

Det vigtigste må være at folk går i behandling

– På vore væresteder og behandlingssteder oplever vi, at folk af forskellige grunde gerne vil have behandling af en privat organisation. Det kan være, at de kender folk, som arbejder på kommunen, har dårlige oplevelser med det offentlige eller lignende. Derfor skal vi sørge for, at der er flere valgmuligheder, så folk enten kan få hjælp på et privat behandlingscenter eller på kommunens misbrugscenter. Det vigtigste må være, at folk går i behandling, siger Christian Bjerre.

Forfatter

Related posts

Top