Nordjysk opfinder vil dele lys idé med hele verden

Opfinder og thybo Anker Mardal har udviklet en unik og yderst klimavenlig generator, der udnytter udelukkende solens energi og fungerer helt uden miljøbelastende batterier og fossile brændstoffer.

Den 24.-25. juni 2016 afholder Anker Mardal i samarbejde med Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi en workshop, hvor Solgeneratoren præsenteres og bygges. På workshoppen vil deltagerne lære præcis hvordan de selv kan bygge en solgenerator til en 200 Watt solcellepanel.

Anker Mardal mener, at der er brug for at bryde med vanetænkning, når det gælder løsninger på klimaproblemer.

– Vi sidder fast i idéer om, at alt skal fungere som det gør her hos os. Det gælder både i forhold til elektronik og i forhold til, hvordan vi deler viden globalt, siger han.
Solgeneratorens hemmelighed er en unik inverter.
Ifølge Mardal udnytter den et gammelt princip, som er blevet glemt i moderne tid. Og så bygger den på en idé, som på vores breddegrader er ret revolutionerende: Tanken om, at elektriske apparater kan være meget nyttige i mange sammenhænge, selv om de kun fungerer ved en vis mængde dagslys.

– Jeg har simpelthen vendt det på hovedet og spurgt: Hvorfor skal elektronik egentlig altid kunne fungere maksimalt døgnet rundt? Det er en standard, vi har vænnet os til, og det er blevet en stopklods for den måde, vi tænker på, når vi søger nye løsninger. Til mange formål er det faktisk slet ikke nødvendigt, forklarer Anker Mardal. Når der er mindre sollys, vil Solgeneratoren stadig fungere, men vil blot levere mindre energi. Og for eksempel kan en lille mængde sol fint holde en radio eller en bærbar computer kørende, uden at man kan mærke forskel.

Solgeneratoren er ualmindeligt klimavenlig, fordi den slet ikke anvender hverken batterier eller fossile brændstoffer. Samtidig er konstruktionen enkel og billig at producere, og forbrugeren sparer dyre batterier og brændstoffer. Det gør Solgeneratoren til en oplagt løsning i fattige egne uden adgang til elnet, men til gengæld med masser af sol, f.eks. store områder af Afrika.

Oplagt til udviklingslandene
Anker Mardal håber at inspirere danske organisationer til at viderebringe konceptet til deres samarbejdspartnere i udviklingslande. Han er selv ejer af mikrovirksomheden EnergiVagt ApS og håber nu, at hans opfindelse kan give næring til andre bæredygtige mikrovirksomheder rundt om i verden, som vil producere Solgeneratoren til deres nærområder. Samtidig tyder foreløbige analyser på, at opfindelsen har mange anvendelsesmuligheder i Danmark og andre industrilande.

Solgeneratoren er testes på Folkecenteret. Lige nu testes en større Solgenerator, hvor prototypen lige nu holder temperaturen i en kummefryser og køleskab. Ifølge forstander for Folkecenteret Jane Kruse har Solgeneratoren vist sig ganske aldeles effektiv til forskellige former for køl.

Workshoppen afholdes i samarbejde med Morsø U-landsforening og Seniorer Uden Grænser.

Forfatter

Related posts

Top