Nordjyllands Beredskab melder om stigning i antal brande

Nordjyllands Beredskab, der bl.a. dækker både Morsø og Thisted kommuner, er i løbet af årets første kvartal rykket ud til flere bygningsbrande end i samme periode sidste år.

Antallet af udrykninger til bygningsbrande ligger i år på 166 mod 108 sidste år – en stigning der svarer til 53%. Det samlede antal udrykninger stiger fra 227 til 298 – en stigning på godt 31%. Det skriver Nordjyske.

Beredskabschef Lars Bjørndal fortæller, at man når antallet af brande stiger er opmærksom på, om der er en pyroman på spil:

I slutningen af april udbrød der brand i flere bygninger hos CSK Stålindustri i Thy. Ingen personer kom noget til. Foto: presse-fotos.dk

– Det kan aldrig udelukkes, men vi har ikke nogen mistanke om, at der i første kvartal i et eller andet område har gået en pyroman rundt. Vi tror simpelthen, at det er et sammenfald af uheldige omstændigheder, der viser, at sådan er det lige nu, siger Lars Bjørndal til Nordjyske.

Selvom antallet af brande og udrykninger er steget i starten af året er det ikke nødvendigvis et udtryk for, at det samlede antal udrykninger er steget når året er omme; antallet af brande vil nemlig altid svinge op og ned.

Tendens med flere brande kan også aflæses i statistikken for antal dødsfald, som relaterer sig til branden. I år har indtil videre seks personer mistet livet i en brand. Sidste år døde kun en enkelt, mens tre personer indebrændte i 2019.

Foto: Presse-fotos.dk

Forfatter

Related posts

Top