Mens ældre danskere generelt får flere år med godt helbred, går udviklingen den forkerte vej i Nordjylland. Her lever borgere over 65 år en mindre del af deres resterende liv med godt fysisk helbred end tidligere. Det viser et nyt forskningsprojekt støttet af ROCKWOOL Fonden.
I resten af landet stiger antallet af gode leveår efter pensionsalderen. Kvinder over 65 år er fra 2013 til 2021 gået fra i gennemsnit at have 11,2 år med godt fysisk helbred til 12,8 år. Mænd er i samme periode gået fra 11,9 til 13 år.
Men i Region Nordjylland ser tallene anderledes ud.
Nordjyske mænd over 65 år er nemlig gået tilbage. I 2013 kunne de forvente 12,6 år med godt fysisk helbred. I 2021 er tallet faldet til 11,8 år. For kvinderne i regionen ligger tallet på 11,2 år – stort set uændret siden 2013.
– En del af forklaringen kan være, at Nordjylland har et lavere uddannelsesniveau, en svagere økonomi og længere afstande til specialiseret sundhedsbehandling. Men det mest bekymrende er, at vi samtidig ser andre undersøgelser, der peger på, at kronisk sygdom, overvægt og stress er blevet mere udbredt i Region Nordjylland i de senere år, siger Cosmo Strozza, adjunkt ved Syddansk Universitet og en af forskerne bag undersøgelsen.
Faldet betyder også, at nordjyderne tilbringer en mindre del af deres sidste leveår med godt helbred.
Nordjyske mænd er gået fra at leve 70,5 procent af deres resterende liv med godt helbred til 65,4 procent. For kvinder er andelen faldet fra 58 til 55 procent.
I dag ligger både mænd og kvinder i Region Nordjylland omkring fem procentpoint under resten af landet, når man måler på, hvor stor en del af livet efter 65 år der leves med godt fysisk helbred. Samtidig oplever alle andre regioner i Danmark fremgang.








