Nødberedskab iværksættes for plejecentre og hjemmepleje

Idag iværksættes nødberedskabet på sundheds- og ældreområdet i Thisted Kommune.

Det betyder, at flere borgere i en periode ikke kan forvente at modtage helt den hjælp fra hjemmeplejen, som de er vant til. Det betyder også, at nogle opgaver på ældrecentrene og det øvrige sundheds- og ældreområde ikke bliver udført.

Nødberedskabet betyder med andre ord, at kommunen lovligt kan drosle ned på en række opgaver i den service, som borgere ellers normalt er berettigede til at få. Der er tale om, at den hjælp, som ikke er af kritisk karakter, kan falde bort. Kritisk betyder, at et ophør vil sætte borgerens liv og helbred i unødig fare.

Individuel og konkret vurdering
– Vi er i en periode nødt til at arbejde med et nødberedskab. Vi vil selvfølgelig blive ved med at lave en individuel og konkret vurdering af, hvilken hjælp man har brug for. Den hjælp, der er kritisk for den ene borger, er ikke nødvendigvis kritisk for en anden borger, fortæller Anne Fink, der er sundheds- og ældrechef. Hun fortsætter:

– På plejecentrene er det lederen, der løbende beslutter hvordan dagens opgaver kan blive løst bedst muligt, herunder en vurdering af hjælp i forhold til antallet af personale på plejecentret.

Anne Fink slår desuden fast, at kritisk hjælp naturligvis altid vil blive givet.

Det er med andre ord ikke muligt at lave en facitliste over, hvilken type hjælp man ikke kan forvente at modtage. For hjemmeplejen er det Visitationen, som i samarbejde med hjemmeplejelederne og hjemmeplejeleverandørerne der laver vurderingerne. De vurderer, hvilken hjælp, der er kritisk for den enkelte borger.

Borgere vil blive kontaktet
De borgere, som modtager hjemmehjælp, vil blive kontaktet af enten hjemmeplejeleverandøren eller Visitationen, hvis der bliver lavet ændringer i deres hjælp. Dette fik de berørte borgere også et brev om fredag d. 20. marts, hvor de også blev bedt om at kontakte kommunen, hvis de i en periode kan klare sig uden den vanlige hjælp.

– Det er hensynet i forhold til at sikre personale til de kritiske opgaver, som gør, at vi nu sætter gang i nødberedskabet. Vi oplever et mærkbart fravær relateret til Corona, der i sammenhæng med det normale sygefravær, presser organisationen. Det er på et tidspunkt, hvor situationen kun forventes at blive forværret de kommende uger. Så det handler om at forsøge at komme på forkant med situationen og passe bedst muligt på det personale, der leverer livsnødvendig pleje uanset krisen. Vi har pleje, der skal leveres døgnet rundt til borgere i eget hjem og på plejecentre, så derfor har vi aktiveret nødberedskabet, fortæller Tue von Påhlman, formand for sundhedsberedskabsledelsen i Thisted Kommune.

Fakta om lovgivningen
Folketinget har vedtaget hastelovgivning som giver kommunen mulighed for at benytte forskellige tiltag i den aktuelle situation. Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke har udstedt en bekendtgørelse der nærmere beskriver kommunernes muligheder.

Sundhedsberedskabsledelsen har derfor vurderet på baggrund af en samlet vurdering af kommunens samlede behandlings- og personalekapacitet, at der er et behov for at prioritere denne kapacitet til patienter med livsnødvendige, kritiske og akutte støttebehov, herunder patienter med COVID-19.

Foto: Christian Kjeldsen

Forfatter

Related posts

Top