NJA Furniture i Nors er begæret konkurs

NJA Furniture i Nors er blevet begæret konkurs ved Retten i Holstebro fredag. Det sker efter, at en større turnaround har taget for lang tid, og ejerne har ikke kunnet se lys for enden af den økonomiske tunnel.

Med konkursen mister mellem 60-70 medarbejdere deres arbejde på fabrikken i Nors.

– vi fik beskeden kl. 11.o0 i formiddags, at virksomheden var gået i betalingsstandsning og på vej imod en konkurs. Og det er noget af et træls påskeæg at få. Så vi har hjulpet de medlemmer, der har været forbi kontoret i dag med forskud på den løn, de nu ikke får fra virksomheden, men fra Lønmodtagernes Garantifond, således at de berørte også kan holde påske, siger Afdelingsformand Niels Jensen fra 3F Thy Mors til LimfjordUpdate.dk.

Alene 3F Thy Mors havde 40 ansatte på NJA Furniture A/S. Men forbundsformanden ser alligevel lyst på jobmulighederne.

– der er efterspørgsel efter den her type medarbejdere, og med det aktivitetsniveau der er lige nu hos Idealcombi, KPK og Outrup, er der gode chancer for, at de berørte kan komme i gang igen, siger Niels Jensen.

Vedvarende tab og langsom omstilling kostede livet
Produkterne hos NJA Furniture A/S har primært været saml-selv møbler i fyrretræ, men det marked har været vigende og derfor kastede man sig over nyere designmøbler. Her er konkurrencen til gengæld så hård fra Kina og Sydamerika, at det er svært at få fodfæste på det europæiske marked, som NJA Furniture har koncentreret sig omkring.

Selskabet tabte 4.5 mio. kr. i regnskabet året 2014/2015, og 2.1 mio. kr. i 2015/2016. Det betød en yderst spinkel egenkapital på 1.8 mio. kroner, og til trods for, at ejerne har skudt betydelige millionbeløb ind i NJA, er virksomheden nu begæret konkurs.

NJA Furniture A/S har DOLLE A/S, Klitmøller Invest A/S (Dolle direktør Francois Grimal) samt Newco Holding af 30. maj 2011 A/S (diverse investorer) som aktionærer.

NJA Furniture A/S blev startet i 1975, og oplevede en markant vækst op gennem 90´erne. I juni 2011 blev virksomheden rekonstrueret, og fik en ny ejerkreds. De har så desværre måttet kaste håndklædet i dag.

Foto : NJA Furniture

 

 

Forfatter

Related posts

Top