Naturmøbler til den gamle stadspark Christiansgave

Hvis man hører motorsave skrige gennem luften eller hamres banken i Christiansgave i Thisted, er det fordi Thy Produktionsskole er i gang med at fremstille sofaer og borde af gamle træstammer fra byparken.

Det er Kulturrummet, der står bag initiativet.

En af de væsentlige visioner for KulturRummet er netop at aktivere, forskønne og optimere det grønne uderum i Thisted. Derfor har Thisted Bibliotek arbejdet med at overskride de fysiske grænser, bl.a. ved at fokusere på stadsparken, der jo kun ligger et stenkast fra den gamle bygning på Tingstrupvej.

En gave til Christiansgave
Eleverne fra Thy Produktionsskole tager fat på opgaven med at producere naturmøbler allerede om et par timer. Sammen med deres lærer vil de være at finde i parken i dag samt et par gange i næste uge. Møblerne vil herefter komme til at stå i Christiansgave til fri afbenyttelse for besøgende.

Samarbejdet med Thy Produktionsskole er en del af et af Thisted Biblioteks modelprojekter, der er støttet af Kulturstyrelsen.

Det grønne og folkelige…
Et af de projekter, der har fungeret som løftestang for de nye aktiviteter under åbne himmelstrøg, er Det grønne og folkelige møde- og performancerum.

Her har kunstneren Henrik Westergaard bl.a. afviklet workshops, hvor skoleelever har arbejdet med træinstallationer.

Og netop mødet mellem kultur og naturmaterialer er en grundsten i projektet, der primært henvender sig til børn og unge, Thy Produktionsskole er derfor en oplagt samarbejdspartner.

Grøn kulturarena & eksperimentarium
I de kommende år er der store planer for parken i Thisted, hvor småprojekter og store anlægsarbejder skal gå hånd i hånd. I den folder, Thisted Kommune udgav i foråret, kan man bl.a. læse: ”Christiansgave er den gamle stadspark. Her skal kultur- og naturaktiviteter virkelig kunne udfolde sig, som det oprindeligt var tanken, da den blev skænket til byens borgere. Christiansgave er samtidig KulturRummets grønne eksperimentarium.”

FAKTA:
Sted: Christiansgave – parken ligger mellem Tingstrupvej og Plantagevej, 7700 Thisted
Tidspunkt: 22/10, 26/10 og 28/10 – alle dage kl. 9-13.30

Forfatter

Related posts

Top