Nationalpark Thy leverer årets naturfoto

Det blev et foto af naturfotografen Per Finn Nielsen taget i Nationalpark Thy, der løb med titlen som årets Naturfoto 2014 ved kåring på Foreningen Naturfotografer i Danmarks årsmøde.

Billedet er taget i oktober måned i området omkring Hanstholm og viser områdets kronvildt i en unik vejrmæssig situation.

– Jeg begav mig ud i området en tidlig morgen før solopgang. Det var stort set skyfrit, og hvad der ikke er hverdagskost ved Hanstholm, var det vindstille. Lav tåge havde lagt sig i området, og jeg bevægede mig stille frem i min søgen efter kronhjorten. Sigtbarheden var dårlig, men da jeg kom op på toppen af en lille bakke, var jeg pludselig over tågen med god sigtbarhed og udsigt til en lille bakketop, der lå som en ø i tågehavet. På bakken gik en imponerende kronhjort med sine hunner. Netop som de første solstråler ramte dyrene, lagde kronhjorten nakken tilbage og brølede dybt og længe, som ville den hilse den nye dag velkommen, fortæller Per Finn Nielsen til TV2 Nord.

Naturfotograf Per Finn Nielsen har også tidligere høstet anerkendelse for sine naturfotos fra blandt andet fra BBC, National Geographic og British Natural History Museum.

Foto : Per Finn Nielsen

Forfatter

Related posts

Top