Næsten 30 procent af ledige jobparate registrerer ikke jobsøgning

Der er mange jobparate kontanthjælpsmodtagere, der ikke registrerer deres jobsøgning. Kommunerne ved derfor ikke, om de søger job.

Knap 30 procent har ikke registreret nogen jobsøgning i september måned. 11 procent eller 1.481 personer har ikke gjort det i tre sammenhængende måneder. Det viser en ny opgørelse over jobsøgning blandt kontanthjælpsmodtagere, som Styrelsen for Arbejdsmarked har lavet. I nogle kommuner er det op til 80 procent af de jobparate kontanthjælpsmodtagere, som i september måned ikke har registreret nogen jobsøgning.

Selvom nogle kan have søgt job uden at have registreret det på Jobnet.dk, er tallene bekymrende, mener beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V). Ikke mindst i lyset af at regeringen tidligere har indgået en aftale, som giver kommunerne større frihed til selv at tilrettelægge indsatsen for ledige og fjerner en lang række unødige proceskrav.

Troels Lund Poulsen har derfor nu skrevet til samtlige af landets kommuner og bedt de af dem, hvor problemet er størst, om at rette op.

– Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, at så mange jobparate kontanthjælpsmodtagere ikke har registeret nogen jobsøgning så længe. Når man er jobparat kontanthjælpsmodtager skal man søge job. Længere er den ikke. Man skal registrere sin jobsøgning. Både så jobcentret kan se, om man aktivt søger job og dermed står til rådighed, men også så sagsbehandlerne kan hjælpe ledige bedst muligt til at komme i arbejde. Det har vi også gjort klart i aftalen fra august, der giver kommunerne frihed til selv at tilrettelægge indsatsen for ledige. Ledige skal ikke bare sejle deres egen sø, siger Troels Lund Poulsen.

– Vi har netop indgået en aftale om sanktioner, og de her tal understreger da også, at vi har brug for at stramme op. Derfor siger vi nu, at det skal være et krav, at jobcenteret ved første samtale laver en konkret aftale med den enkelte ledige om jobsøgning, så der kommer mere fokus på jobsøgningen. Hvis man uden rimelig grund ikke overholder den aftale, skal man sanktioneres. Og her vil vi så gøre sanktionsreglerne lettere at administrere, så man hurtigere og nemmere kan se konsekvensen af ikke at stå til rådighed, som man skal.

De forenklede regler om sanktionering skal gøre det tydeligt for både sagsbehandlere og de ledige, hvor meget ledige risikerer at miste i kontanthjælp, hvis ikke de står til rådighed.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) vil bruge den nye opgørelse til at følge udviklingen og løbende at gå i dialog med de kommuner, som bliver ved med at have en stor andel jobparate, der ikke registrerer deres jobsøgning.

Forfatter

Related posts

Top