Naboerne åbner årets sommerkoncerter i Nykøbing

Der er i år planlagt hele seks sommerkoncerter i Nykøbings gågade – hvilket er en mere end sidste år. Bandet Neighbours skyder koncertrækken i gang onsdag d. 2. juli kl. 17 og 19 på Kirketorvet.

De har i mange år været garant for folkelige koncerter, og vil derfor være med til at sætte en festlig ramme for By Night i byen, hvor forretninger holder åbent til kl. 21

Alle fem onsdage i juli og første onsdag i august vil gågaden i Nykøbing Mors summe af liv, når handelsstandsforeningen inviterer til koncerter på Kirketorvet. Der er sørget for fantastisk underholdning i Nykøbings gågade i forbindelse med By Night.

Perlerækker af koncerter Koncertrækken spænder bredt og vil forhåbentligt imødekomme en bred gruppe af borgere og turister.

Årets gratis koncerter på Kirketorvet i Nykøbing byder på:

 2. juli: Neighbours – kl. 17 og 19
 9. juli: Tørfisk – kl. 17 og 19
 16. juli: Zididada – kl. 17 og 19
 23. juli: Anna David – kl. 18 og Cecilie og Mads – kl. 20
 30. juli: INFERNAL – kl. 19
 6. august: Fede Finn og Funny Boys – kl. 17 og 19

– Det er lykkedes os, at få sat et spændende program sammen, som vi er overbevidste om vil skabe god stemning i Nykøbing, fortæller Preben Laustsen, Formand for Morsø Handelsstandsforening. Ellen Philipsen Dahl, som er formand for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, bakker op omkring dette:

– Baggrunden for koncertrækken er kommunens brandingstrategi, hvor vi fortsat gerne vil styrke event- og turismeudviklingen på øen og være vært for en masse ø-rige oplevelser. Sommerkoncerterne har i den forbindelse været en flot succes, som vi for fjerde år i træk – gratis kan tilbyde borgere og besøgende, fortæller Ellen Philipsen Dahl.

Mere underholdning i vente
Derudover vil der hver lørdag formiddag i juli fra kl. 11-13 være koncert med de lokale musikere Række 2½, mens Cecilie og Mads gæster Nykøbing d. 2. august kl. 11-13 på Kirketorvet.

Forfatter

Related posts

Top