Når næsten hver anden kommune søger særtilskud, er særtilskuddet ikke længere problemet. Det er symptomet.

Af Peter Larsen (LA), Medlem af Folketinget valgt i Thisted-kredsen

LÆSERBREV

Når næsten hver anden kommune søger særtilskud, er særtilskuddet ikke længere problemet. Det er symptomet.

Morsø Kommune har fået 45 millioner kroner i særtilskud fra staten. Det er gode og nødvendige penge for Morsø. Men vi bør stille et langt mere grundlæggende spørgsmål: Hvorfor skal en kommune som Morsø år efter år stå med hatten i hånden og søge staten om særtilskud for at få økonomien til at hænge sammen? Morsø er nemlig langt fra alene. I år har 45 af landets 98 kommuner søgt om særtilskud. Når næsten halvdelen af landets kommuner søger økonomisk hjælp gennem en særordning, er det svært længere at kalde det en undtagelse. Så er det selve systemet, vi bør kigge på. Som liberal mener jeg selvfølgelig, at kommunerne skal drive deres organisation effektivt og passe ordentligt på skatteborgernes penge. Flere penge kan aldrig stå alene som løsningen på strukturelle problemer. Men kommunerne skal også have nogle rammer, der er gennemskuelige, rimelige og til at planlægge efter. Det har de ikke i dag. Kommuner som Morsø har en anden virkelighed end mange af landets store vækstkommuner. Demografien er anderledes, afstandene er større, skattegrundlaget er mindre, og samtidig vokser udgifterne på blandt andet det specialiserede socialområde. Det løser vi ikke ved hvert år at opfinde nye puljer og derefter lade kommunerne søge om at få en del af pengene tilbage. Det gør kommunerne afhængige af politiske særtilskud frem for et finansierings- og udligningssystem, der grundlæggende fungerer. Morsø har fået 45 millioner kroner. Det skal vi glæde os over. Men vi skal ikke bilde os selv ind, at problemet dermed er løst. Tværtimod. Når næsten hver anden kommune søger særtilskud, er særtilskuddet ikke længere problemet. Det er symptomet. Derfor mener jeg, at tiden er kommet til en grundlæggende reform af den kommunale finansiering og udligning. Kommunerne skal have større økonomisk frihed, mere gennemsigtige rammer og mindre afhængighed af Christiansborgs årlige puljecirkus. Det skylder vi både kommunerne og de skatteborgere, der betaler regningen.

af Redaktionen

Seneste Nyt

Relaterede artikler

Mors, Topnyheder

Rekordpublikum fejrede Limfjordens skaldyr: Jesper Knudsen tog 14. DM-guld i træk

Tusindvis af gæster strømmede til Nykøbing Mors under Østers- og Muslingepremieren 2026, hvor Jesper Knudsen igen skrev historie, verdensmester Bjarke Jeppesen imponerede publikum, og nye gastronomiske oplevelser satte rekordweekenden i feststemning.
3 min read
Kultur, Mors, Topnyheder

Østers-kongen siger farvel: Jesper Knudsen jagter sin 14. DM-titel i sin sidste konkurrence på Mors

Jesper Knudsen fra Grindsted kan fredag aften vinde sit 14. danske mesterskab i østersåbning. Men uanset resultatet bliver det hans sidste optræden ved DM under Østers- & Muslingepremieren på Mors.
3 min read
Mors, Sport, Thy, Topnyheder

Mors-Thy fik smæk af stærkt Sønderjyske-hold

Mors-Thy startede bedst, men Sønderjyske tog hurtigt kontrollen. Viktor Bergholt scorede otte mål, mens Thorsten Fries stod med 15 redninger i 34-24-sejren.
1 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.