Af Mathias H. Albertsen, forstander på Galtrup Efterskole

LÆSERBREV – svar på dette læserbrev:

Kære Mette.

Tak for dit svar. Du tager debatten et vigtigt sted hen.

For måske handler det ikke kun om, hvor mange elever der går på efterskole, eller hvor mange efterskoler vi har. Måske handler det i lige så høj grad om, hvilken slags efterskoler vi ønsker at have i Danmark – og hvad vi mener, en efterskole skal kunne.

Du skriver om mangfoldighed. Det er jeg helt enig i.

Men jeg tror også, vi bliver nødt til at tale om, hvad det lille faktisk kan.

På Galtrup er vi en lille efterskole. Det betyder selvfølgelig, at vi har færre elever, færre ansatte og færre ressourcer end de største skoler. Men det betyder også noget andet. Vi kender vores elever.

Vi er kun i uge fire af skoleåret, og allerede nu kender alle medarbejdere elevernes navne. Ikke bare deres navne, men også hvem der elsker fodbold, hvem der helst står lidt ude på kanten af fællesskabet, hvem der har brug for et ekstra skub om morgenen, hvem der altid får andre med, og hvem der måske har lidt sværere ved at finde sin plads.

Det er ikke et smart pædagogisk projekt. Det er bare det, der sker, når man er en lille skole. Når man møder den samme elev på gangen, i spisesalen, i undervisningen og til aftenaktiviteten, bliver det svært ikke at kende mennesket bag eleven. Og måske er det netop en kvalitet, vi skal huske at værdsætte.

Vi skal ikke altid være de bedste

Jeg tror også, vi skal turde tale om noget andet. Præstationskulturen. Mange unge oplever i dag, at de skal være dygtige. De skal præstere i skolen. De skal se rigtige ud. De skal have venner. Og måske skal de også være rigtig gode til deres fritidsaktivitet. Hvis man er dygtig til håndbold, gymnastik eller noget helt tredje, kan det være fantastisk. Men hvad med den unge, der ikke er den bedste? Hvad med den unge, der gerne vil prøve noget nyt uden at være god til det? Hvad med den unge, der ikke kommer på efterskole for at blive bedre end de andre, men for at finde ud af, hvem han eller hun selv er? Jeg mener, at efterskolen skal være et sted, hvor man ikke hele tiden behøver at bevise, at man er god nok.

På Galtrup forsøger vi aktivt at gøre op med den præstationskultur. Her må man gerne være nybegynder. Man må gerne fejle. Man må gerne være dårlig til noget. Og man må gerne opdage, at man faktisk kan noget, man ikke troede, man kunne. Det er også efterskole.

Dannelse er mere end faglighed

For mig er det en af efterskolens vigtigste opgaver. Vi skal selvfølgelig undervise. Eleverne skal blive dygtigere fagligt. Men de skal også blive klogere på sig selv og på andre. De skal lære at tage ansvar for fællesskabet. De skal opleve, at de har betydning for andre mennesker. De skal lære, at man ikke behøver at ligne alle andre for at høre til. Det kalder vi dannelse. Og måske har de små efterskoler nogle særlige muligheder her. Ikke fordi vi nødvendigvis er bedre. Men fordi rammerne gør noget muligt.

Det er også derfor, jeg tror så meget på placeringen af Galtrup. Vi ligger ikke i en storby. Vi ligger ikke lige ved siden af en stor idrætsfacilitet eller et stort uddannelsesmiljø. Vi ligger på Mors. Og det er faktisk en styrke. For når en ung fra en større by flytter til Mors, oplever han eller hun noget andet end det, man kender hjemmefra. Og når en ung fra Mors bor sammen med en elev fra København, Aarhus eller Aalborg, sker der det samme den anden vej. Man får lov til at møde mennesker, der lever anderledes end én selv. Det er også dannelse. Geografisk dannelse. Menneskelig dannelse. Og måske er det netop noget af det, vi skal passe på.

Vi skal ikke vælge mellem store og små

Jeg er helt enig med dig i, at en stor efterskole ikke bare er en større udgave af en lille efterskole. Og ligesom dig, så frygter jeg også, at det er de små skoler der forsvinder først.

Små efterskoler kan nemlig noget, som de store ikke nødvendigvis kan. Derfor skal løsningen ikke være, at vi alle sammen skal være ens. Hvis udviklingen betyder, at de største skoler bliver større, mens de små langsomt forsvinder, mister vi ikke bare nogle skolepladser. Vi mister også nogle forskellige måder at lave efterskole på.

For spørgsmålet er ikke kun, hvordan vi får flere elever i 8. og 9. klasse.

Spørgsmålet er også:

Hvilke efterskoler skal de elever kunne vælge imellem?

Jeg håber, at Mette og jeg ikke bliver de eneste, der stiller det spørgsmål.

For hvis vi virkelig tror på efterskolen som en vigtig del af det danske uddannelseslandskab, så bør vi også være modige nok til at diskutere, hvilket landskab vi ønsker.

For når en lille efterskole lukker, mister vi ikke bare en skole. Vi mister et sted, hvor alle kender alle. Et sted, hvor man bliver set. Et sted, hvor man ikke nødvendigvis skal være den bedste.