For mange er Sengeafsnit N8 i Thisted blot et psykiatrisk sengeafsnit. For mig og min familie er det et sted, der blev afgørende for, at jeg stadig er her i dag.
Sådan lyder det i en ualmindelig ærlig og stærk beretning fra Dorte Pedersen, som er tidligere patient på N8 i Thisted og initiativtager til både demonstration og underskriftindsamling til fordel for bevarelsen af N8 i den nuværende form.
– Da jeg blev indlagt for 16 år siden, var jeg overbevist om, at der ikke var noget galt med mig. Jeg kunne ikke se, jeg var psykisk syg, og jeg formåede ikke at tage imod den hjælp, der blev tilbudt. Jeg var bange, forvirret og havde svært ved at stole på andre, fortæller Dorte og fortsætter:
– Jeg var indlagt i lang tid, og i den periode blev samarbejdet mellem personalet og mine forældre afgørende. Mine forældre blev inddraget og fik mulighed for at være tæt på mig. Dette samarbejde hjalp mig langsomt til at forstå, at jeg var meget syg og havde brug for hjælp.
Selvmordstruet – og hjælpen var der og nær !
– I den mest akutte periode var jeg selvmordstruet, og derfor var der behov for tæt kontakt mellem mine forældre og personalet. Mine forældre havde mulighed for at være der, når jeg havde allermest brug for dem. Og de oplevede, at de ikke stod alene med ansvaret og bekymringen, fortæller Dorte og fortsætter:
– Personalet gav heller ikke op! Jeg husker især Anne Marie(Klinisk Afsnit Koordinator Anne Marie Veje Dahlgaard fra Psykiatrisk sengeafsnit N8 i Thisted, red.). Hun satte sig ned sammen med mig igen og igen. Hun lyttede uden at dømme, forklarede roligt, hvad medicinen kunne hjælpe med, og mødte mig med en tålmodighed og omsorg, som jeg aldrig glemmer. Hun pressede mig ikke, men blev ved med at række hånden ud, indtil jeg en dag var klar til at tage imod den.
– Det tætte samarbejde med mine forældre gjorde det lettere for mig at få tillid til personalet og tage imod den hjælp, jeg havde brug for. Det blev også vigtigt, da vi begyndte at se længere frem end min indlæggelse. Jeg havde brug for støtte, også efter udskrivelsen, og det hjalp personalet og mine forældre mig i fællesskab til at forstå og acceptere, fortæller Dorte.
Grundstenene til fremtiden blev lagt
– Mens jeg var indlagt på N8, fik jeg flere gange mulighed for at besøge det bosted og træningssted, jeg senere skulle videre til. Det gjorde overgangen mere tryg. Jeg kunne lære stedet at kende og langsomt vænne mig til tanken om, at det skulle være mit næste sted. Det var en vigtig del af min vej videre, fortæller Dorte og påpeger nærværet som en afgørende faktor:
– For min familie betød det meget, at jeg var indlagt tæt på dem. De kunne komme på besøg uden at skulle køre langt, og de kunne være hos mig, når behovet var størst. At kunne være fremme inden for en time gjorde en stor forskel i en tid, hvor bekymringen var enorm, slår hun fast.

Handler ikke kun om behandling – men mennesker !
– N8 handlede for mig ikke kun om behandling. Det handlede også om mennesker, der så mig som et menneske og ikke bare som en diagnose. Om at blive mødt med værdighed på et tidspunkt, hvor jeg selv havde mistet troen på, at noget kunne blive bedre. Og det handlede også om, at mine forældre blev set og inddraget. De blev en del af løsningen og ikke efterladt alene med deres bekymring. Det tog tid. Det krævede tålmodighed, nærvær og vedholdenhed fra både personalet og min familie. Men det gjorde en forskel, fortæller Dorte og fortsætter:
– I dag, når jeg møder Anne Marie, taler vi om, hvor langt jeg er kommet siden dengang, og om den indsats, hun og hendes kolleger gjorde for mig. Jeg er dybt taknemmelig for den hjælp, jeg fik på Sengeafsnit N8. Uden den hjælp ved jeg ærligt talt ikke, hvor jeg eller min familie ville have været i dag. N8 reddede ikke bare mig. Det gav også min familie håbet tilbage, slutter Dorte.
Region Nordjylland lægger op til at flytte en del af sengepladserne på psykiatrisk afdeling N8 i Thisted til Brønderslev, grundet mangel på psykiatrisk personale. Den beslutning er blevet dybt kritiseret fra alle andre steder – bortset fra medlemmerne af Regionsrådet, der skal tage beslutningen senere på måneden.



