Mystik omkring hårdt kvæstet cyklist

Klokken 0.35 lørdag fik politiet anmeldelse om, at en 65-årig mandlig cyklist var blevet fundet kvæstet i en grøft på Aalborgvej mellem Thisted og Vesløs.

– Hans ene fod er hårdt kvæstet, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi René Pagh til TV MidtVest.

Det undrer dog politiet, at cyklen er uden skrammer. Det er derfor meget uklart, hvad der reelt er sket, oplyser vagtchefen.

– Vi ved ikke, hvad der er sket, og om der evt. er en tredjepart, der har ramt manden, siger René Pagh.

Politiet vil derfor gerne høre fra folk, der måtte have befundet sig på Aalborgvej mellem Thisted og Vesløs fra midnat og frem til kl. 0.35.

Manden er indlagt på Aalborg Universitetshospital men skulle være uden for livsfare.

Forfatter

Related posts

Top