Musikfest i det sprudlende nordvest

I dag tages der hul på den store kommunepakke i forbindelse med Spil Dansk Ugen i Thy – en feinschmecker-medley af spillemandsunderholdning, storbyspleen og spontane unoder.

Det handler om at finde melodien sammen. Både via fællessang, med møder mellem amatører og professionelle og ved at forene musikkens dygtige entreprenører. Det er Spil Dansks raison d’être, og i Thy er man igen med på den ambitiøse musikvogn, der både skal samle nationen – og styrke dansk musik og kultur som forretning.

Fællessang med kompetent akkompagnement
Ligesom sidste år har der været mulighed for at vinde en hjemmekoncert, denne gang med multiinstrumentalisten Jørgen Dickmeiss fra det alternative spillemandsorkester Svøbsk. Næsten 100 thyboer tilkendegav, at de havde lyst til at huse koncerten, og det var en overrasket og glad Helle Sievertsen fra Bedsted, der i fredags modtog beskeden om, at hun var den heldige vinder.

Danmarks Fællessang
På Tingstrup Skole er der blevet øvet intenst på årets 16 udvalgte sange, der har været tilgængelige via spildansk.dk og bibzoom.dk. I år er der over 500 skoler med i Danmarks Fællessang:
– Vi øver os i musiktimerne og til morgensang. På skolen får vi besøg af sangerinden Anna Kruse og pianisten Nicholas Kingo, som vil akkompagnere vores 4., 5. og 6. klasser. Det glæder vi os rigtig meget til, fortæller musiklærer Lene Rask.

Fra fagot til faktura
Et af ugens højdepunkter finder sted på torsdag, hvor Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter afholder release-koncert på deres nye udgivelse i Thisted Musikteater. Musikskolen i Thy har arrangeret et særligt projektforløb, et overflødighedshorn af workshops og koncerter, der forløber gennem hele uge 44. Et musikinitiativ, der hylder sammenspil, samvær og fællesskab – og giver årets Spil Dansk en ekstra dimension. I år har 23 danske kommuner meldt sig under de rød/hvide faner som Spil Dansk Kommuner, og hver især tager ansvar for at sammensætte et spændende program. Spil Dansk er en festlig fejring af musiklivet, men dansk musik er også en milliardforretning, derfor sættes der bl.a. fokus på oplevelsesøkonomi i 2016-programmet.

Du kan læse mere om Spils Dansk Ugen i Thy her.

Forfatter

Related posts

Top