Muligt Escape Room på vej i Karby

Der skal ske noget nyt og det må gerne være sjovt. Disse ord har været de overordnede tanker bag planlægningen af et nyt tilbud om Escape Rooms, der forventes at få til huse i lokaler på Karby Kuber.

Et Escape Room er et “live adventure game”, hvor en gruppe af mennesker bliver låst inde i et rum. Spillerne skal udforske rummet på alle mulige måder, og i fællesskab løse opgaver, knække koder og samarbejde for at finde vejen ud af rummet indenfor en fastsat tidsramme

Escape Rooms forefindes over hele verden og selvfølgelig primært i de store byer.:

– Men vi synes også Mors bør være med og derfor tager vi nu initiativ til at starte det første af slagsen, her på øen. Vi synes det giver god mening, at tilbyde denne form for underholdning, og det kan være et godt supplement til udlejningen af Karby Kuber, hvor mange forskellige grupper og familier i forvejen holder deres sammenkomster, fortæller bestyrelsen i den lokale ungdomsklub i en pressemeddelelse.

Målgruppen er både private hold og firmahold, hvor man kan vælge at bruge aktiviteten, som teambuilding. Der skal helst være min. 4 deltagere pr. hold for at få udbytte af systemet.

Midlerne til udvikling af lokaler og udstyr er skaffet via ændringen af KHR Ungdomsklub, der gennem mange år har været traditionel ungdomsklub i området. Efter at KHR Ungdomsklub har været i dvale et par år, er der nu startet ungdomsklub op i regi af idrætsforeningen VIF Mors i SKFs lokaler i Hvidbjerg:

– I første omgang tænker vi at drive Escape Room i eget regi, men på længere sigt kan den måske implementeres i driften af Karby Kuber eller en anden af de lokale organisationer, lyder det fra initiativtagerne.

 

Forfatter

Related posts

Top