Mortens Helte i luften over Nordvestjylland

I efterhånden mange år har Morten Kristensen drømt om at få sit eget radioprogram. Og nu går drømmen i opfyldelse.

Den kommende fredag har han nemlig premiere på sit ugentlig program Mortens Helte, som sendes på Limfjord Mix. Programmet, som sendes fra kl. 9-12, har som hovedformål at sende lytterne godt på weekend.

– Jeg glæder mig helt vildt, begynder Morten Kristensen, der til daglig ejer og driver Hanstholm Madbar.

Til at hjælpe sig får Morten Kristensen over telefonen hjælp af flere af sine venner, som de fleste nordvestjyder kender fra offentligheden.

Lykke, Kvamm og Mygind m.fl.
Blandt andre vil skuespilleren Brian Lykke, som Morten Kristensen har lavet Thy Awards med i flere år og som desuden er kendt fra rollen som Brille i Onkel Reje’s Sørøvershow på Ramasjang, Live fra Bremen og aktuelt i podcasten R8dio, få sin helt egen radiobrevkasse.

Skuespilleren Brian Lykke kommer til at være en fast del af Mortens Helte. Arkivfoto

– Det bliver vores bud på en lokal udgave af Mads & Monopolet (i dag Sara & Monopolet, red.) – med et humoristisk twist, fortæller Morten Kristensen, der har brugt de seneste par uger på at forberede sig til premieren.

Af øvrige faste medvirkende i programmet kan nævnes musikeren Simon Kvamm, der indtil for nogle år siden var bosat i Klitmøller og skuespilleren Peter Mygind, der lige nu er aktuel i anden sæson af TV2-serien Sommerdahl.

Musikken spiller en afgørende rolle
I dag er playlisten på mange radioer stort set forudbestemt ud fra nogle bestemte kriterier. Men for Morten Kristensen var det vigtig selv at få lov til at have medbestemmelse over den musik, som skal spilles i programmet.

Musikken spiller nemlig en afgørende rolle i Mortens Helte. Både når det handler om velkendte sange, der normalt spilles på Limfjord Mix, men også når det kommer til at spille sange, som måske ikke bliver spillet så ofte i radioen.

Morten Kristensen har brugt de seneste par uger på at lære teknikken i radiostudiet at kende.

– Det kommer til at blive et mix af musik du kender, musik du ikke kender og musik du måske havde glemt. Mit håb er, at jeg kan inspirere lytterne til at udvide deres musikalske horisont hen over weekenden.

I en teenagers hoved
I programmet forsøger Morten Kristensen også at finde hoved og hale i hvad hans teeanage-datter Vigga hører af musik, når hun skal komme med sit bud på Dagens nr. 1:

– Det kan både være noget helt nyt, men det kan også være nogle gamle sange, som hun overhovedet ikke aner hvor kommer fra – men som hun tilfældigt er faldet over, og som hun synes er gode. Så får vi os en snak om det, fortæller Morten Kristensen.

Morten Helte kan høres på Limfjord Mix på 94,7 MHz eller på Limfjordnetradio.dk.

Forfatter

Related posts

Top