Morsø Handelsgymnasium dominerede innovationskonkurrence

De seneste fire år har elever fra Morsø Handelsgymnasium indtaget sejrsskammelen til ’Regional Entreprenørskabsmesse’ i Aalborg.

Selvom den stime blev brudt i lørdags, hvor bedste placering var en flot 2. plads, snuppede Morsø Handelsgymnasiums elevhold alligevel fem af de i alt ni kvalifikationspladser til den nationale konkurrence, der bliver afviklet i Odense i uge 6.

I alt 52 hold stillede op i den regionale innovationskonkurrence, og der var derfor rift om pladserne, der endvidere giver eleverne mulighed for at kvalificere sig til DM i Entreprenørskab til april.

Det bedst placerede hold fra Morsø Handelsgymnasium var et af skolens MasterClass-hold, der under navnet ’SafeAlock’ præsenterede en ny alkolås.

– SafeAlocks alkolås er baseret på en ny teknologi, der resulterer i et mere prisvenligt produkt end de alkolåse, der er på markedet i dag. En billig og enkel løsning, som nemt kan monteres i bilen, og som sikrer, at man ikke kan køre bilen, før man har ”leveret” en ren alkotest. Det er en løsning, som vi eksempelvis tænker at mange forældre til unge, nye bilister vil være glade for, da de nu for billige penge blot kan installere en alkolås i bilen, hvis de vil sikre, at de unge ikke kører bilen i påvirket tilstand, lyder det underviser Pernille Græsbøl Eriksen fra Morsø Handelsgymnasium.

Ud over SafeAlock’s 2. plads, indtog Morsø Handelsgymnasium ligeledes 5., 6., 7. og 9. pladsen i den regionale konkurrence. Således kvalificerede følgende idéer sig også til den nationale konkurrence:

· På en 5. plads: Noble Cans (papdåser til sodavand og øl)
· På en 6. plads: EasyHook (en flytbar krog til at tage med på dametoilettet til ophængning af jakke, taske etc.).
· På en 7. plads: SE Energy (solcelledrevne stikdåser til opladning af elektronik ude i naturen)
· På en 9. plads: GoGrill (en miljøvenlig grill lavet af pap og bambus)

Ud over de fine placeringer, blev holdene bag SafeAlock og EasyHook begge præmieret med et legat på 2.000 kr. fra Nordea, ligesom SE Energy blev hædret med prisen for ’bedste produktudvikling’.

Forfatter

Related posts

Top