Der bliver golf på højt niveau, når Morsø Golfklub i weekenden 12. og 13. september lægger bane til finalen i DGU’s Danmarksturnering Ungdom.
Endnu en gang har Morsø Golfklub fået tildelt værtskabet for en golfturnering i Dansk Golf Unions regi. Denne gang gælder det finalen i Danmarksturneringen Ungdom, hvor nogle af Danmarks bedste golfspillere kommer til Mors.
– Har du interesse for golfsporten og gerne vil opleve golfspil i topklasse, har du nu muligheden, siger Ole G. Laustsen fra Morsø Golfklub.
Klubbens greenkeepere og frivillige har lagt sig i selen for at skabe optimale rammer for weekendens matcher.
Tilskuere er meget velkomne begge dage, og der er gratis entré.
Dermed er der mulighed for at opleve nogle af Danmarks bedste unge golfspillere, når finalen i Danmarksturneringen Ungdom afgøres på Mors.
Foto : MK.s./Unsplash



