Morsø Forsyning: Vi tager dit lort seriøst

Der bliver både mulighed for at komme tæt på kloakken, smage på drikkevandet og få en pølse, når Morsø Forsyning inviterer til åbent hus fredag 18. september.

Under overskriften ”Vi tager dit lort og drikkevand seriøst” åbner Morsø Forsyning dørene på Strandparken 19 i Nykøbing Mors fra klokken 12 til 18.

Her kan nysgerrige morsingboer få et indblik i, hvad der egentlig sker, når man skyller ud i toilettet, og hvordan drikkevandet bliver behandlet, kontrolleret og sendt videre til vandhanerne.

– Vi vil gerne vise, hvad vi går og laver hver dag, og fortælle om, hvordan vi passer på både drikkevandet og miljøet. Det er faktisk ikke så klamt, som nogle måske tror, siger direktør Morten Linnemann Madsen.

Ned i kloakken

På dagen bliver der mulighed for at se Morsø Forsynings udstyr, maskiner og biler. Medarbejderne viser blandt andet, hvordan pumpestationer og kloakledninger bliver vedligeholdt – og hvordan man kommer ned i selve kloakken.

Forsyningens samarbejdspartnere demonstrerer også, hvordan man optager kloak-TV, lægger nye rør uden at grave store huller og opsamler mikroplast, så det ikke ender i naturen.

Der bliver desuden arrangeret guidede ture på renseanlægget, hvor gæsterne kan høre mere om, hvordan spildevandet bliver renset.

Kan du smage forskel?

Drikkevandet får også en central plads ved åbent hus. Her fortæller medarbejderne om, hvordan drikkevandet bliver til, behandlet og målt.

Gæsterne kan samtidig smage på både råvand, iltet vand og vand fra vandhanen og se, om de kan kende forskel.

Der bliver også mulighed for at få svar på spørgsmål om blandt andet kundeservice, takster, projekter, salget af varmeværket og Limfjordens tilstand.

For børnene er der hoppeborg og slushice, mens de voksne kan få pølser, øl eller vand, kaffe og kage.

Og så er der en konkurrence for dem, der mener, de har helt styr på, hvad der egentlig må komme i toilettet.

af Christian Kjeldsen

Seneste Nyt

Relaterede artikler

Mors, Topnyheder

Rekordpublikum fejrede Limfjordens skaldyr: Jesper Knudsen tog 14. DM-guld i træk

Tusindvis af gæster strømmede til Nykøbing Mors under Østers- og Muslingepremieren 2026, hvor Jesper Knudsen igen skrev historie, verdensmester Bjarke Jeppesen imponerede publikum, og nye gastronomiske oplevelser satte rekordweekenden i feststemning.
3 min read
Kultur, Mors, Topnyheder

Østers-kongen siger farvel: Jesper Knudsen jagter sin 14. DM-titel i sin sidste konkurrence på Mors

Jesper Knudsen fra Grindsted kan fredag aften vinde sit 14. danske mesterskab i østersåbning. Men uanset resultatet bliver det hans sidste optræden ved DM under Østers- & Muslingepremieren på Mors.
3 min read
Mors, Sport, Thy, Topnyheder

Mors-Thy fik smæk af stærkt Sønderjyske-hold

Mors-Thy startede bedst, men Sønderjyske tog hurtigt kontrollen. Viktor Bergholt scorede otte mål, mens Thorsten Fries stod med 15 redninger i 34-24-sejren.
1 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.