Morsø FC sætter holdet og kalder flere frivillige på banen

Der er kridtet op, og holdopstillingen er klar hos Morsø FC. Bestyrelsen har fået nye kræfter på banen og er klar til at spille offensivt mod fremtiden.

Jonathan Spanggaard er valgt som ny formand, Johnny Hansen som næstformand og Helena Futterup som sekretær. I bestyrelsen sidder også Brian Bonde og Simon Søegaard. Herudover. byder man velkommen til Mette Nielsen og Susanne Pedersen, der som nye medlemmer tilfører endnu mere energi til vores engagerede bestyrelse. Med dette stærke hold står klubben solidt og klar til nye kampe og sejre – både på og uden for banen.

Bag kulisserne arbejder klubben målrettet med en ny organisationsplan, der skal sikre, at Morsø FC også fremover er en klub i fremdrift. Planen forventes præsenteret i august/september 2025, og vi nyder god sparring med DBU-Jylland i processen.

Et andet stærkt træk er ansættelsen af Peter Lillebæk som klubbens nye frivillighedskoordinator. Peter, som mange allerede kender, bringer et stort netværk og masser af erfaring ind i rollen. Med hans energi og overblik kan han være med til at tiltrække endnu flere frivillige kræfter til klubben, så vi sammen kan skabe de bedste rammer og den bedste fodboldklub for børnene, ungdommen, seniorerne, oldboys og veteranerne. 

Men vi kan ikke spille kampen alene!

“I Morsø FC elsker vi fodbold, fællesskab og frivillighed – men vi mangler hænder på holdet. Lige nu er der alt for få, der løfter alt for mange opgaver, og det begynder at kunne mærkes i hverdagen. For at fastholde det gode klubliv, de mange hold og de fede aktiviteter, har vi brug for flere, der trækker i trøjen. Vi søger især friske kræfter til at hjælpe os med at opbygge flere forskellige udvalg”, fortæller Jonathan Spanggaard.

Det er blandt andet frivillige til at kridte baner op før kamp og træning, ive en hånd som forældredommer til 5-mands og 8-mands kampe, hjælpe til ved stævner og klubaktiviteter, sponsorudvalg, engagere sig i børn, unge og seniorafdelingerne – og ikke mindst: Flere trænere til klubbens hold.

“Man behøver ikke være stjernespiller – lidt tid og engagement rækker langt, og alle bidrag tæller”, siger Jonathan Spanggaard.

Morsø FC sender samtidigt en stor tak til Morten Overgaard for hans imponerende indsats i klubben.

“Med fuld forståelse ønsker vi ham alt det bedste med mere tid til familien. Vi er sikre på, at vi stadig vil mødes på græsset og heppe sammen”, lyder det fra Jonathan Spanggaard, og peger på, at:

“Morsø FC er i stor fremdrift, og kampen om fremtiden er kun lige fløjtet i gang. Så har du lyst til at være med på holdet, skabe glæde og fællesskab og give børn og unge endnu flere gode oplevelser? Så tag fat i bestyrelsen eller skriv til os allerede i dag”, lyder opfordringen.

Foto : Morsø FC

Forfatter
Top