MorsØ FC laver kæmpe indsamling lørdag og søndag

MorsØ FC, som lige er startet på den første forårs sæson, går nu i gang med anden etape af indsamling af midler til nye fodboldbaner i Morsø Multipark. Første etape af indsamlingen gav ca. 750.000 kroner blandt erhvervsdrivende på hele Mors.

– Vi tror på, at vi efter anden etape kommer tæt på 1 mio. kroner. Alle beløb er velkomne og skulle man ønske at støtte med et beløb over 1.000 kroner får man mulighed for at få sit navn på en plade, der vil blive opsat i forbindelse med Morsø Multipark, fortæller Henrik Markmøller Bro, der er formand for MorsØ FC.

Det vil være muligt at bakke op og støtte etableringen af nye fodboldbaner i MorsØ Multipark. Det vil være de fodboldbaner, som MorsØ FC skal spille på i fremtiden.

Husstandsindsamling i weekenden
I løbet af lørdag den 20. og søndag den 21. maj, vil hustande i Nykøbing og Fredsø/Lødderup området blive besøgt.

– Vil faktisk helst, at man støtter os på Mobilpay (42 170 305) eller via gaveindsamling.dgi.dk, da pengene her går direkte på en lukket konto. Selvfølgelig er kontante beløb også meget velkomne og beløbene vil så efterfølgende blive indsat på samme konto. Så alle muligheder for at støtte er tilstede, siger Henrik markmøller Bro.

Hvis man ikke er hjemme, lægger indsamlerne en lille hilsen i postkassen, hvor det fremgår hvordan man støtter.

– Det bliver vores medlemmer i deres flotte blå og sorte striber lige fra de mindste til de største, der sammen med trænerne og forældre, vil komme og besøge husstandene. Det betyder også, at medlemmerne maksimalt skal bruge ca. to timer til indsamlingen. Vi er faktisk allerede over vores mål med 650 medlemmer i 2017 og det er en del af alle disse, der vil stå for husstandsindsamlingen, siger Henrik Markmøller Bro.

Og samtidigt spiller klubbens mange hold kampe – så der er gang i den i MorsØ FC.

Arkivfoto : DBU

 

Forfatter

Related posts

Top