Morsingboerne får flere muligheder for at vælge læge

Region Nordjylland har besluttet at tildele fire 0-kapaciteter til læger, der ønsker at udvide eksisterende praksis eller åbne en ny praksis med et ydernummer, hvor der ikke på forhånd er tilknyttet nogen patienter.

En 0-kapacitet er et lægeydernummer uden patienter tilknyttet. Der er tale om to 0-kapaciteter i Frederikshavn, en i Hjørring og en på Mors.

Det er Forretningsudvalget, der har fulgt den indstilling, som et Vurderingsudvalg med regionsrådsmedlem Lis Mancini (S) i spidsen er kommet med efter at have vurderet de indkomne ansøgninger.

– I regionen arbejder vi ud fra en strategi om at annoncere disse ledige kapaciteter, når vi får henvendelser fra læger, der har interesse i at besætte dem. Det er glædeligt, at vi nu oplever en øget interesse for at nedsætte sig som praktiserende læge i Nordjylland. Det er jo ikke en hemmelighed, at vi har haft lægemangel i regionen. Når læger besætter ledige kapaciteter som disse, så er det med til at styrke borgernes frie lægevalg i en tid, hvor mange praksis ellers har haft lukket for tilgang af patienter, siger Lis Mancini.

På Mors er 0-kapaciteten i lægedækningsområde Erslev tildelt speciallæge i almen medicin, Hans Jakob Thorsøe, der var eneste ansøger. Han har ikke en klinik i forvejen. Som den gennemgående læge med daglig tilstedeværelse i klinikken vil han sikre høj grad af kontinuitet.

– Jeg ser det som en spændende opgave at skulle opbygge en ny klinik fra bunden. Jeg er lige nu tilknyttet regionsklinikken i Øster Jølby og er glad for at arbejde med patienterne her på Mors. Min forventning er at kunne åbne klinikken i løbet af maj eller juni. Placeringen har jeg endnu ikke lagt mig fast på, men jeg ser muligheder i både Øster Jølby, Erslev og Frøslev, siger Hans Jakob Thorsøe, der aktuelt er ved at bygge hus på Mors.

Forfatter

Related posts

Top