Mors Thy sekunder fra uafgjort i Gudme

Det var sekunder, der skilte Mors Thy Håndbold fra vigtige point, da man igår mødte GOG på udebane i Gudme. Kommende kampe kræver sejr for at undgå nedrykningsholdene.
.
Efter at have været bagud med otte mål undervejs i anden halvleg, kæmpede holdet sig tilbage i kampen, og havde muligheden for at udligne til 24-24 i kampens allesidste sekunder. Desværre fik GOG’s målmand Espen Christensen en hånd på Marcus Mørks sidste afslutning, og hjemmeholdet kunne juble over en 24-23-sejr.
– Jeg synes, at vi kommer okay fra start. Vi spiller os til fine chancer, men brænder – og det koster dyrt i den anden ende, hvor GOG scorer en del kontra-mål. Det får os til at spille forkrampet, og vi begynder at afslutte over deres midterblok, hvor vi har svært ved at lave mål. Vi spiller en del i undertal, og de få gange vi er i overtal fungerer ikke specielt godt for os. Når vi står i vores etablerede forsvar står vi fint, men GOG’s kontrascoringer gør ondt på os, siger assistenttræner Kim Worsøe.
Og selvom man i pausen blev enige om, at sætte alt som i ALT ind på en sejr, bliver det ved snakken.
– Tværtimod formår vi kun at lave et enkelt mål de første 14 minutter, hvorefter vi tager en timeout, hvor vi omstiller til offensivt forsvar for at noget fart i fødderne og i folk og for at få gang i vores kontra. Det lykkes rigtigt fint for os og samtidig har Niko nogle fine redninger i målet, vi spiller frit, og der er mere bid i begge ender af banen, siger Kim Worsøe.Desværre var det lige præcis ikke nok til point, da Mors-Thy’ernes sidste forsøg blev pareret, og selv om assistenttræner Worsøe var ærgerlig over ikke at nappe det ene point i de sidste hæsblæsende minutter, var han samtidig tilfreds med holdets indstilling:
– Det er sgu god indstilling at være bagud med otte mål og smide hæmningerne og faktisk have muligheden for en udligning i de sidste sekunder af kampen – også fordi vi ikke er helt heldige med alle kendelser, så det vil jeg rose drengene for. Og stor tak til alle, der tog turen til Sydfyn i dag – det var fed opbakning. Vi håber, at folk kommer i hallen på onsdag, når vi møder Skive fH – vi får brug for al den opbakning I kan give os, siger Worsøe.
FAKTA:
Boxerligaen, 22. runde
GOG Håndbold – Mors-Thy Håndbold 24-23 (13-8)

Målscorere:
Christoffer Cichosz 4
Jonas Porup 4
Tobias Ellebæk 4
Guðmundur Árni Ólafsson 4
Henrik Tilsted 3
Marcus Mørk 3
Stefan Nielsen 1 (1)

Næste kamp: Mors-Thy Håndbold – Skive fH, onsdag d. 9. marts kl. 19.30 i Jyske Bank Mors Arena.

Kilde : Mors Thy Håndbold. Arkivfoto : Erik Bertie

Forfatter

Related posts

Top