Mors-Thy Håndbold og Mads K. Andersen forlænger i tre år

For under et halvt år siden offentliggjorde Mors-Thy Håndbold en 1-årig kontraktforlængelse med talentet Mads K. Andersen. Siden da er de to parter blevet enige om en yderligere forlængelse, så aftalen nu løber til 30. juni 2020.

– Mads har gennemgået en fantastisk udvikling i denne sæson, hvor han har etableret sig som en habil forsvarsspiller, som kan dække alle positioner i midterblokken. Der ud over har vi set mange fine prøver på Mads’ evner i den offensive del af spillet, og vi ser masser af muligheder for yderligere udvikling og forventer os meget af Mads de kommende tre år. Mads er et produkt af talentarbejdet i HF Mors, og det er helt naturligt for os at kigge på egne talenter inden vi skæver til spillere fra andre klubber, siger Henrik Hedegaard, Mors-Thy Håndbold.

Får samtidigt læreplads hos Thisted Forsikring
Samtidig med kontrakten i Mors-Thy Håndbold starter Mads som elev hos Mors-Thy Håndbolds hovedsponsor, Thisted Forsikring den 1. august 2017.

– vi går ind for, at man skal tænke, handle og agere lokalt. Vi vil jo elske, at få en en ung fyr som Mads ind på holdet. Han får uddannelse, han kan bruge, hvis han ikke vil gå håndboldvejen i fremtiden. Den tager så tre i stedet for to år – til gengæld får han plads til at træne håndbolden på topniveau samtidigt med. Så man kan sige, at det er en del af vores sponsorat af Mors Thy Håndbold. Vi hjælper Mads med en læreplads, men så sandelig også Mors Thy Håndbold, der nu ved, at de har en god spiller på holdet de næste år frem, siger Marketingchef Rasmus Ustrup fra Thisted forsikring.

Og den konstruktion er man glade for i Mors Thy Håndbold.

– Det er jo fantastisk, at den her mulighed er opstået, og at vi i et partnerskab som sponsor og klub kan samarbejde udover de gængse ting i en sponsoraftale, og Mads’ elevplads hos Thisted Forsikring har helt sikkert været med til at holde ham i Mors-Thy Håndbold i de kommende sæsoner, siger Henrik Hedegaard.

Hovedpersonen selv glæder sig over, at der er står på fremtiden.

– det er bare helt perfekt, at jeg kan kombinere håndbolden i Mors-Thy Håndbold med en elevplads hos Thisted Forsikring. Jeg er vildt glad for at være i Mors-Thy Håndbold, så jeg var ikke i tvivl, da muligheden for en yderligere forlængelse bød sig. Jeg glæder mig til de kommende år i den blå trøje og synes at vores hold ser spændende ud – men lige nu og her er det slutspillet som gælder, og det ser jeg og de andre drenge frem til, siger Mads Kjeldgaard Andersen.

Foto : Christian Kjeldsen

Forfatter

Related posts

Top