Mors-Thy Håndbold forlænger med cheftræner Jan Paulsen

Der er lagt op til kontinuitet i det sportslige arbejde i Mors-Thy Håndbold. Således har Boxer Herreligaklubben netop forlænget aftalen med cheftræner Jan Paulsen, så den nu gælder for yderligere to sæsoner. Dermed er Jan Paulsen at finde på bænken hos de blåblusede i endnu to sæsoner efter den igangværende.

Cheftræneren slår fast, at hans ambitionsniveau er stort, selv om Mors-Thy Håndbold ikke hører til blandt de lønførende klubber i Boxer Herreligaen.

– Det er et hårdt men meget spændende arbejde at være cheftræner i en klub som Mors-Thy Håndbold. Mit arbejde er lidt som et kinder-æg, for jeg arbejder på tre fronter samtidig. Vi skal udvikle den enkelte spiller, vi skal udvikle holdet og så skal vi samtidig skabe resultater. Det er klart, at med vores økonomiske grundlag, så er vi ikke en given medaljetager i hver sæson, og vi ved også, at der kan komme klubber fra en højere hylde og hente vores bedste spillere, hvis de vokser så meget i niveau, at de er klar til en topklub. Men jeg har ikke forlænget med to år for at blive nummer 12, siger Jan Paulsen til MTH´s hjemmeside.

Han fremhæver ikke mindst den gode træningskultur i Mors-Thy Håndbold.

– Vi er igen i gang med at bygge et hold op. Vi har en spændende trup med gode muligheder, og vi har frem for alt en flok spillere, der er villige til at arbejde for at blive bedre. Vi kan ikke bare hente et hold af færdigudviklede spillere. Vi skal udvikle os både individuelt og kollektivt for at være med blandt de bedste. Samtidig kan vi mærke, at vi er en attraktiv klub for spillere, som har potentialet til at blive bedre. Der spiller træningsmiljøet en afgørende rolle, siger Jan Paulsen.

Kontraktforlængelse første prioritet
For Mors-Thy Håndbold har det været en klar førsteprioritet at forlænge aftalen med klubbens cheftræner.

– Vi mener, at vi har den helt rigtige træner. Samtidig sikrer forlængelsen en kontinuitet i det sportslige arbejde, og det er vigtigt for os. Vi kan se, at både den enkelte spiller og holdet som kollektiv er under konstant udvikling under Jans ledelse, og vi påskønner, at vores cheftræner er både fagligt kompetent, seriøs og meget ambitiøs.

Det betyder, at vi hele tiden som klub skal være skarpe, og samtidig er Jan selv interesseret i hele tiden at udvikle sig og blive dygtigere. Det passer fint ind i den overordnede tråd, der går gennem arbejdet i Mors-Thy Håndbold, siger klubbens bestyrelsesformand Heino Vigsø.

Formanden tilføjer, at Jan Paulsen bringer en stor professionalisme til klubben.

– Vi vil gerne hele tiden udvikle vores sportslige set-up, så tingene kører så professionelt som muligt. Her er Jan Paulsen en klar foregangsmand i vores klub, siger Heino Vigsø.

Forfatter

Related posts

Top