Mors, Mallorca og Sardinien forenes i et Erasmus+ projekt for og med unge

Limfjordsteatret skal stå i spidsen for et helt nyt EU-støttet projekt, ”Chorus of Change – Empowering Youth through Arts and Community”. På dansk noget i retningen af ”Et kor af forandringer – Styrkelse af unge gennem kunst og fællesskab”.

I samarbejde med to teatre og en teaterfestival fra to andre europæiske øer, Mallorca og Sardinien, skal projektet styrke unges kreativitet og digitale kompetencer. 

Projektet løber over to år og er målrettet unge mellem 13 og 25 år, som får mulighed for at deltage i workshops med fokus på scenekunst, storytelling og digitale værktøjer. Hvert af de tre lande udvikler deres egen kunstneriske fortolkning ud fra de unges virkelighed og lokale udfordringer – og projekterne bindes sammen, på tværs af øerne, gennem fælles temaer og digitale forbindelser.

– Vi har samtidig et ønske om at skabe nye inkluderende fællesskaber for unge, som med forskellig vægt fra ø til ø kan opleve isolation, manglende mangfoldighed i ungefællesskaberne, dårlig integration og begrænsede muligheder for at engagere sig lokalt, siger Limfjordsteatrets direktør, Gitta Malling.

Både hun og Charlotte Olling Rebsdorf, der er programleder og teaterpædagog på Limfjordsteatret, har store forventninger til projektet, der har været et par år undervejs. 

– Vi kender de andre deltagere gennem tidligere samarbejder og ved, at de er hamrende dygtige, siger Charlotte Olling Rebsdorf.

Tre ø-teatre på Kulturmødet

”Chorus of Change” består af det spanske teater La Mecanica på Mallorca og italienske KyberTeatro på Sardinien samt den mallorcinske teaterfestival La Fiet.  Limfjordsteatret er overordnet projektleder og bliver også vært, når de øvrige samarbejdspartnere kommer til Mors i forbindelse med Kulturmødet 2026.

– Vi kommer til at afholde workshops for unge, og det spanske teater La Mecanica deltager med forestillingen ”Teen Odyssey”. Det glæder vi os meget til, siger Charlotte Olling Rebsdorf.

Limfjordsteatret og Kyber Teatro vandt i 2024 den europæiske hæderspris ”European Innovative Teaching Award” for deres fælles projekt ”Pixels and Performing Arts”.

– Derudover har vi i mange år deltaget i den ambitiøse festival for børne- og ungeteater på Mallorca, hvor vi sammen skal præsentere projektets resultater i 2027, siger Charlotte Olling Rebsdorf.

Bæredygtigt samarbejde

Hun og Gitta Malling glæder sig over, at Morsø Gymnasium, har lyst til at indgå i projektet som den primære samarbejdspartner lokalt. En del af projektet omfatter træningsforløb for undervisere, kulturelle facilitatorer og kunstnere, hvilket ifølge Gitta Malling er vigtigt, hvis det skal sætte dybere aftryk.

– Vores ambition er at etablere bæredygtige samarbejder mellem teatre, skoler og kulturinstitutioner. Vi ønsker at skabe nye undervisningsmetoder og et stærkt fundament for et nyt, europæisk netværk, siger Gitta Malling.

”Chorus of Change” skal løbe til udgangen af 2027 og støttes med 250.000 Euro fra EU.

Fotos : Mette Johnsen

af Redaktionen

Relaterede artikler

Mors, Regionalt, Thy, Topnyheder

AI er kommet for at blive – også på de lokale gymnasier

To ud af tre gymnasieelever indrømmer at have brugt ChatGPT i afleveringer, og ni ud af ti i gruppearbejde. To lokale gymnasier ruster sig til nye tider.....
5 min read
Kultur, Thy, Topnyheder

Thyboerne er ikke til rock i synagogen – men i kirken

THY ROCK's kirkekoncerter med U2-coverbandet DIE HERREN, er en kæmpe succes. Folk strømmer til de lokale folkekirker, der danner en usædvanlig flot ramme om rockbandets koncerter.
2 min read
Thy, Topnyheder

Bedsted Skole: Ordentlighed er ikke til forhandling

Det handler om redelighed i beslutninger, gennemsigtighed i processer og et sagligt, fuldt oplyst grundlag, før der træffes politiske beslutninger med vidtrækkende konsekvenser for børn, ansatte og lokalsamfund.
7 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.