Mors klar til en uge med Halloween og parade

Nykøbings gågade og torve forvandles til Halloween i efterårsferien. Det vil vrimle med spøgelser, edderkopper, sorte ravne og græskar. Den helt store dag er onsdag med paraden onsdag aften.

Gågaden vil sitre af (u)hygge, gru og gys i hele uge 42. Når mørket falder på onsdag aften gøres der klar til den store Halloween-parade, som går gennem byen. Paraden starter ved Morsø Folkebibliotek kl. 19 og slutter på Kirketorvet cirka kl. 19.40. Alle er velkomne til at gå med eller bare se på.

– Alle der har lyst til at deltage er velkomne til at klæde sig uhyggeligt ud og være med i paraden. To af byens frisører tilbyder at lave uhyggeligt hår på børnene og de kan også blive sminket inde på biblioteket inden paraden går i gang kl. 19, fortæller Claus Sørensen fra arbejdsgruppen og Handelsstandsforeningen.

Limfjordsteatret sikrer (u)hyggen
Igen i år er det Limfjordsteatret, der står for at koordinere og festliggøre paraden. Når paraden er slut kan det være en god idé at blive i byen. På Heksens torv (Kirketorvet) vil der være heksesuppe og brændte fingre, som De Unges Råd står for udskænkningen af.

Der vil også være et stort telt på Heksens torv med Halloween værksted med tatoo-bar, græskarudskæring og Hama-perler. Onsdag holder gågaden åbent til kl. 21, hvor dagen sluttes med fyrværkeri.

– Ugens program vil også byde på ansigtsmaling i Halloween-teltet, bolcheværksted i den tidligere Nicki Legetøj-butik på Lilletorv, ravnejagt på Biblioteket og meget mere, fortæller Claus Sørensen

I teltet på Heksens torv har Nykøbing Kirke arrangeret gratis teaterforestilling ”På vej til Noahs Ark” torsdag kl. 11 og 14 og fredag kommer Zik og Zak og spøger i gaden kl. 15 og 16.15.

Efterårsferien kommer til at sitre af (u)hygge, gru og gys, når Mors byder på kæmpe fejring af Halloween. Gågaden, Morsø Folkebibliotek, Dueholm Kloster og Jesperhus gyser hele denne uge.

Program for onsdag den 18. oktober:
Kl. 16.00-21.00 Halloween-værksted på Kirketorvet med Hama perler, tatoobar og græskarudskæring.
Gratis.
Kl. 17.00-18.00 Frisørsalonerne Cut’n Care og Salon Hair sætter uhyggeligt hår på alle børn.
Ingen tidsbestilling, bare mød op. Gratis.
Kl. 18.00-19.00 Alle børn kan blive sminket gratis på Morsø Folkebibliotek. Først til mølle.
Kl. 18.30-21.00 Heksens Torv er åbent med heksesuppe og »brændte fingre«. Gratis.
Kl. 19.00-19.40 Parade gennem byen med start fra Morsø folkebibliotek og slutter på Kirketorvet.
Kl. 21.00 Fyrværkeri ved Fjordglimt.
Butikkerne i gågaden har Halloween By-Night og åben til kl. 21.

Se hele ugens program via www.halloweenmors.dk

Forfatter

Related posts

Top