Mors klar med Ø-rige oplevelser til Regentparret

Programmet for Regentparrets besøg på Mors torsdag den 4. september 2014 ligger nu klart og Mors varmer op til et oplevelsesrigt besøg for Regentparret og en festdag for morsingboere og besøgende.

Borgmester Hans Ejner Bertelsen er stolt over det program, Morsø Kommune har lavet for Regentparrets besøg på Mors. Han lover, at Regentparret har meget at se frem til på dagen.

– Vi er meget glade og beærede over, at Mors bliver en del af Regentparrets sommertogt, og vi har sammensat et varieret og spændende program, der kan vise en del af alt det, som Mors har at byde på. Vi kunne sagtens have lavet et uge-program med Ø-rige oplevelser, men det er lykkedes at komprimere det til et dags-program, siger Hans Ejner Bertelsen og fortsætter:

– Det har været vigtigt for os, at det bliver en festdag for alle, hvor morsingboere og besøgende på Mors får mulighed for at se Regentparret.

Pomp og pragt fylder byens gader
Gardehusarregimentes Hesteskadron, Prinsens Musikkorps og en Faneborg sørger for pomp og pragt Regentparret vil blive modtaget ved Det Gl. Rådhus i Nykøbing Mors. Her vil foreninger have mulighed for at deltage med fane (Dannebrog) i modtagelsen af Regentparret.

Ligeledes vil Prinsens Musikkorps spille ved modtagelsen. Morsingboere og besøgende får desuden mulighed for at opleve Prinsens Musikkorps ved to lejligheder senere på dagen.

Under Regentparrets besøg på Mors er der også indlagt en karetkørsel – med åben kaleche, hvis vejret tillader – og eskorte af Gardehusarregimentet. Der vil være 52 heste og gardehusarer i gallauniform.

– Så vi er overbeviste om, at det bliver et spektakulært flot syn at se Regentparret på ruten”, fortæller Borgmesteren.

Den røde løber droppes på Rådhustorvet.

– Under fortropsbesøget blev vi med Hoffet enige om, at Rådhustorvet er så flot, at det vil stå bedst uden rød løber. En sådan ros tager vi naturligvis til os, fortæller Borgmester Hans Ejner Bertelsen.

Festlige dage på Mors
Allerede onsdag 3. september kl. 19.00, kan morsingboere og besøgende opleve Gardehusar-regimentets heste og gardehusarer på tæt hold, når der er Åben Stald-arrangement ved Jyske Bank Mors Arena.

Under Regentparrets besøg den 4. september vil der blandt andet være koncert i gågaden med Prinsen Musikkorps og andre tilbud.

Når Regentparret har forladt øen sidst på eftermiddagen, fester Mors videre. Der er tilbud om at deltage i Galla Royal – et arrangement, der er et Regentpar værdigt. Her vil der igen væreunderholdning med Prinsens Musikkorps, som ledsages af solisterne Simone og Stig Rossen.

Med en billet til Galla Royal vil der være mulighed for at nyde en udsøgt menu baseret på den menu, der samme dag bliver serveret for Regentparret under kommunens officielle frokost.

Det endelig program offentliggøres den 14. august.

Forfatter

Related posts

Top