Mors-borgmester om ny kandidat: – Heller ikke dårligt.

Ikke mere end lige nåede Morsø Kommunes borgmester Hans Ejner Bertelsen (V), at bakke Ulrik Wilbek’s kandidatur til næstformandsposten i Venstre op, før Viborg-borgmesteren trak sit kandidatur tilbage.

Formelt har Ulrik Wilbek aldrig stillet op til posten, som skal besættes på et ekstraordinært landsmøde den 24 januar efter Inger Støjberg har trukket sig fra posten. Tidligere på ugen har Ulrik Wilbek udtalt, at han ikke ville afvise at stille op – på enkelte betingelser. En af betingelserne var, at han ikke ville ud i et kampvalg.

– Det vil ikke være godt for partiet, har han udtalt.

Men den holdning er Hans Ejner Bertelsen uenig i:

– Jeg er ikke bange for kampvalg, det er en del af et demokrati, men det kan der jo værre delte meninger om. For mig er det vigtigste at der er gode og dygtige kandidater

Men da Stephanie Lose (V), som er formand for Danske Regioner, i går meldte sig som kandidat trak den tidligere håndboldlandstræner følehornene til sig.

Men det er nu heller ikke en så ringe kandidat i følge Hans Ejner Bertelsen:

– Jeg er rigtig glad for at Stephanie Lose nu melder sig på banen og er sikker på at hun bliver en fabelagtig god næstformand.

I forhold til Ulrik Wilbeks “kandidatur” talte Hans Ejner Bertelsen om det faktum, at Wilbek var kommunalt forankret. Og det er Stephanie Lohse, som for nyligt tabte kampen om næstformandsposten til Inger Støjberg, der som bekendt har trukket sig fra posten, ikke. Det gør dog ifølge Mors-borgmesteren ikke det store:

– Om det er region eller kommune tror jeg har mindre betydning. Det vigtigste af alt er, at hun er en dygtig politiker.

Foto: Morsø Kommune

Forfatter

Related posts

Top