Mogens synger og fortæller i aften i Nykøbing

Morsingboen og handels- og udviklingsminister Mogens Jensen kommer i aften til Musikværket i Nykøbing, hvor han vil fortælle om sin vej fra avisbud med bopæl i Markedsgade til den nuværende opgave i ministerkontoret i København med mange rejser rundt til verdens belastede områder.

Mogens Jensen er på virksomhedsbesøg rundt i Jylland og slutter dagen på Mors, hvor alle inviteres til et par hyggelige timer med en politiker, uden at emnet er politik.

– Vi er glade for, at det går en morsingbo godt, og vi vil gerne invitere alle til at opleve, at politikere har mange sider. Her den musiske, som Mogens Jensen i mange år har udviklet og bl.a. har brugt i parodier af andre politikere og som korleder for et lejlighedskor af politiske kolleger fra mange partier. Han har desuden været medlem af Folketingets Kulturudvalg og deltager i Kulturmødet på Mors, siger Tove Bak Jensen fra Socialdemokraterne i Nykøbing.

Mogens Jensen skal i bil retur til København, så arrangementet starter tidligt, kl. 18.30 og er færdig ved 20-tiden. Det bliver næsten uden pause, så folk må tanke op med forfriskninger fra kl. 18.00 inden arrangementet går i gang. Selve oplevelsen er uden entre, så alle, der har lyst, kan deltage.

– Vi håber, at mange møder frem, uanset hvad man mener politisk. Faktisk er det godt at mødes om nogle fælles, gode oplevelser. Som sagt fortæller Mogens Jensen, men der bliver også plads til fællessang, lige fra ’Jens Vejmand’ over ’I Danmark er jeg født’, ’Hilsen til forårssolen’ og til et par arbejdersange. Vi har fået Niels Otto Degn til at kæde det hele sammen og Tore Müller akkompagnerer på flygel, så det bliver let at følge mede i sangene. Ingen behøver at være stjernesangere for at deltage, siger Tove Bak Jensen

Emne: Fortælling og sang med Mogens Jensen
Tid: Kl. 18.30 – 20.00. Dørene åbnes kl. 18.00
Sted: Musikværket, Gasværksvej 60, Nykøbing
Gratis entre, der kan købes forfriskninger
Arrangør: Socialdemokraterne på Mors
Alle er velkomne

Forfatter

Related posts

Top