Møllegårdens Camping fejrer 50 års jubilæum

I den kommende weekend inviterer Møllegårdens Camping i Vildsund til en forrygende 50-års jubilæumsfejring, med højt handelshumør og sjove aktiviteter for både store og små.

Det er nu 50 år siden den fremsynede Vildsund-bo Verner Nielsen slog dørene op til sit nye campingcenter, og efter alle de mange år er forretningen fortsat på familiens hænder:

– Vi glæder os helt enormt til at markere min families 50 år i campingbranchen i weekenden 5. og 6. maj, fortæller nuværende indehaver Michael Nøhr Nielsen, barnebarn af Anna og Verner Nielsen – og dermed 3. generation i den campingglade Thy-familie.

Anna og Verner Nielsen, som startede Møllegårdens Camping i 1968. Foto: Møllegårdens Camping

– Vi har hørt, at der muligvis kommer kunder på besøg til jubilæet, som kun har handlet her, og i alt 6 gange siden 1968. Det er jo ganske livsbekræftende, fortsætter den 38-årige indehaver, som overtog forretningen fra forældrene, Birthe og Niels Kr. Nielsen i 2012.

I jubilæumsweekenden lover Michael Nøhr Nielsen stærkt nedsatte priser på udvalgte varer, en del til minus 50% og der bliver også udvalgte campingvogne, som skånselsløst nedsættes til 50.000 i den specielle anledning.

Prøv årets campingtrækker
På Møllegårdens værksted på Ferskenvej, er der en lang række gode jubilæumstilbud til gæsterne, gratis kaffe og rundstykker både lørdag og søndag mellem 10.00 og 11.00, og demo med repræsentanter fra firmaet TRUMA, der er specialister i varmesystemer og aircondition-anlæg til campingvogne.

Indehaver Michael Nøhr Nielsen er 3. generation af familien Nielsen hos Møllegårdens Camping i Vildsund. Foto: Møllegårdens Camping

Det største tilløbsstykke bliver dog uden tvivl muligheden for at prøve ”årets campingtrækker 2018” Nissan Quasqai, på en rigtig prøvetur med campingvogn på krogen.

Hugo og Rita kommer forbi
Som noget ganske unikt, er det lykkedes Møllegårdens Camping at få en aftale i stand med de kendte og elskede krammedyr Hugo og Rita fra Jesperhus, som begge dage uddeler deres berømte krammere fire gange i løbet af eftermiddagen.

Jesperhus Resort er i øvrigt stærkt repræsenteret hele weekeden, med en salgsstand med særligt gode jubilæumstilbud. Desuden kan man deltage i konkurrencen om to stk. weekend/midtugeophold i Jesperhus.

Af andre gæster kan nævnes campingspecialisterne fra Himmerland Forsikring samt Nissan v/P. Sørensen, Øster Assels, som udstiller en række, populære modeller, heriblandt den føromtalte Nissan Quasqai. Sidst, men ikke mindst kommer forteltsleverandøren Isabella på besøg, og demonstrerer opstilling af luft-fortelte.

VIP-shuttlebus i dagens anledning
Hos Møllegårdens Camping er alle kunder VIP-kunder.

Derfor indretter Møllegårdens Camping i weekenden en stor parkeringsplads ved værkstedet på Ferskenvej, og begge dage kører ”Mølle’s VIP Shuttlebus” i pendulfart mellem værkstedet og butikken på Skyumvej.

– Dermed får alle gæster mulighed for også at se værkstedet, og naboerne skånes for noget af den meget tætte trafik, som ofte opstår, når vi afholder større arrangementer, fortæller Michael Nøhr Nielsen.

Møllegårdens Camping, som virksomheden tog sig ud kort efter starten i 1968. Foto: Møllegårdens Camping

 

Michael Nøhr Nielsen glæder sig til at se såvel gamle som nye kunder og venner af huset til en festlig fejring af virksomhedens 50-års jubilæum 5. og 6. maj.

Limfjord Mix sender live fra Møllegårdens Camping lørdag fra kl. 10-12.

Foto: Møllegårdens Camping

Forfatter

Related posts

Top