Han er et af Danmarks absolut største sportikoner nogensinde, og nu får interesserede mulighed for at møde Mikkel Hansen, når Thy Rock og Bette Balkan Support inviterer til en aften fyldt med ærlige fortællinger, personlige anekdoter og unikke indblik i en af håndboldhistoriens mest spektakulære karrierer.
Det foregår torsdag den 20. november 2025 kl. 19.00 i Sparekassen Thy Arena Mors i Nykøbing.
Følg Mikkel helt fra barndommen, hvor han kæmpede for at træde ud af sin fars skygge, til ungdomsårene i Oure og GOG, hvor talentet blev finpudset gennem hårdt arbejde og dedikation.
Hør om de afgørende karrierevalg, der førte ham til storklubber som FC Barcelona, AG København og Paris Saint-Germain, og om det enorme forventningspres, der fulgte med rollen som Danmarks største håndboldprofil: “Giv Mikkel bolden, så vinder vi.”
Mikkel deler også sin personlige rejse gennem modgang, herunder den alvorlige knæskade i starten af PSG-tiden – en skade, der kom til at præge resten af hans karriere. Han giver et sjældent indblik i de mentale udfordringer ved at stå i rampelyset, håndtere konstant opmærksomhed og presse sig selv til det yderste – også når kroppen og sindet siger fra.
Hvordan er det egentlig at være “Hele Danmarks Mikkel”? Hvordan balancerer man et liv fyldt med forventninger, og hvad kræver det at blive ved med at præstere på topniveau – både fysisk og mentalt?
Der er lagt op til en inspirerende og ærlig aften, hvor man kommer tættere på mennesket bag legenden og får en unik forståelse for de op- og nedture, der følger med et liv i eliteidrættens absolutte top.
Billetsalget starter fredag den 11. april kl. 10 på www.thyevent.dk
Foto: Pressefoto